Lars Eller har taget det store skridt frem

14. marts 2013 20:27 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Lars Eller har taget det store skridt frem
Billede mangler

Montreal Canadiens cheftræner, Michel Therrien, brugte et ord, ingen tidligere har hørt ham bruge om en spiller.

Det var ordet fænomenal. Det var møntet på canadiernes 23-årige playmaker, Lars Eller.

Danskeren havde spillet en af sit livs bedste NHL-kampe natten til torsdag i Montreal Canadiens 4-3 sejr efter straffeslag over Ottawa Senators.

Han åbnede scoringen efter syv minutter, blev matchvinder i shootouten og kåret som kampens 1st Star. Han var her, der og alle vegne og lyste op hvert sekund, han var på isen. Sprudlende af power, selvtillid og idéer.

Som han sagde umiddelbart efter kampen til medierne, der flokkedes omkring ham:

– Du kan føle efter et par skift, om det bliver en god aften. Det var en af dem i aften.

Lars Eller spillede i kæde med Alex Galchenyuk og Gabriel Dumont, og det var tydeligt, at han nød det. Den var en afgørende faktor i Montreal Canadiens’ fjerde sejr i træk, og de 24-dobbelte Stanley Cup-vindere topper Eastern Conference, to point foran Pittsburgh Penguins med NHLs pointkonge, Sidney Crosby.

Lars Eller er i 25 kampe noteret for 15 point (4 mål og 11 assist), men tallene lyver. Han er bedre end sin score.

– Det er gået godt for både holdet og mig i denne sæson, og der er en god stemning over hele linjen. Det skyldes flere ting. Ny træner, nye systemer, færre nøglespillere skadet, mere ro. Vi har tre kæder, som scorer. Vi havde egentlig også et godt hold sidste år, men underpræsterede og havde lidt for mange cirkusagtige præstationer, siger han.

– Jeg har taget et skridt fremad og nyder stor tillid hos træneren. Jeg har fået mere spilletid og er med i alle situationer. Større erfaring og fysisk styrke vejer også tungt og giver selvtillid og stabilitet.

Montreal Canadiens har i år vist, at de mestrer alle typer af kampe. Både hvor de forsvarer en føring, kommer bagfra eller havner i overtid eller shootouts.

– Jeg håber, vi kan holde føringen i conferencen, men der er mange stærke hold som Pittsburgh Penguins, Boston Bruins og Ottawa Senators. Giver man ikke hundrede procent, kan man tabe til alle hold, siger Lars Eller.

– I Western Conference er Chicago Blackhawks overlegen med kun to nederlag i 26 kampe. Anaheim Ducks har også vist stor styrke, og derefter ligger holdene tæt. Vancouver Canucks ved, hvad det handler om, men er måske i øjeblikket en lille smule grundseriemætte. De har kapaciteten og spidskompetencen og skal nok komme.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu