Lars Frederiksen stopper som topchef i Chr. Hansen

5. februar 2013 08:48 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Lars Frederiksen stopper som topchef i Chr. Hansen
Billede mangler

Ingrediensvirksomheden Chr. Hansen meddeler tirsdag morgen højest overraskende, at Lars Frederiksen fratræder efter otte år som administrerende direktør.

 

Hollandske Cees de Jong er hentet ind som ny topchef. Skiftet kommer til at ske 1. april.

Baggrunden for chefskiftet er ifølge virksomheden, at Lars Frederiksen efter 33 år i Chr. Hansen – heraf 14 år i direktionen – ønsker at koncentrere sig om eksternt bestyrelsesarbejde.

“Chr. Hansen er en fantastisk virksomhed. Jeg er stolt af mine 33 år i virksomheden og for det privilegium at have haft muligheden for at være adm. direktør i de sidste otte år. En periode hvor vi konstant har transformeret og udviklet virksomheden,” siger Lars Frederiksen i en kommentar til chefskiftet og tilføjer:

“Jeg har nu besluttet at søge nye udfordringer, herunder at bruge mere tid på bestyrelsesarbejde.”

Den 51-årige Cees de Jong har en doktorgrad i medicin fra Erasmus Universitetet i Rotterdam kombineret med en MBA fra Rotterdam School of Management. Han har arbejdet i en stribe internationale medicinal- og ingrediensvirksomheder, blandt andet Campina’s Industrial Products og Quest International.

Chr. Hansens bestyrelsesformand Ole Andersen mener, at den nye topchef er en fremtidsinvestering for Chr. Hansen, der har 2.500 ansatte og er en del af det fine selskab på C20 Cap-indekset.

“Jeg er glad for at vi har været i stand til at rekruttere Cees, som kommer med en unik viden om både ingredienser og biofarmaceutiske produkter. Jeg er overbevist om, at han er den rette til at tage Chr. Hansen til det næste niveau,” siger Ole Andersen i børsmeddelelsen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu