Lasagne fra hestekødsfirma sælges fortsat i Danmark

12. februar 2013 02:16 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Lasagne fra hestekødsfirma sælges fortsat i Danmark
Arkivfoto: Colourbox.
Lasagne

Arkivfoto: Colourbox.

Selvom der stadig hersker stor tvivl om, hvor hestekødet stammer fra, har Dansk Supermarked valgt kun at fjerne de af Comigels lasagneprodukter, hvor underleverandøren er Spaghero, som Comigel har anklaget for kødsvindlen. Det skriver Politiken tirsdag.

 

Ifølge Politiken vil der derfor i Føtex og Bilka fortsat være en lasagnepakke fra Comigel med navnet Budgetlasagne at finde i køledisken, mens Netto i perioder vil sælge Comigels lasagne som spotvare med navnet Det Hurtige Køkken.

»Vi føler os sikre på, at der ikke er problemer med Comigels andre underleverandører, og derfor vil vi blive ved med at sælge Comigels lasagnepakker,« siger pressechef i Dansk Supermarked Mads Hvitved Grand til avisen.

Kvickly, Dagli’Brugsen og SuperBrugsen trak i sidste uge deres lasagnepakker fra Comigel tilbage, selvom der ikke var påvist hestekød i nogen af pakkerne.

EUs forbrugerkommissær, Tonio Borg, og andre europæiske ministre vil mødes i Bruxelles onsdag for at diskutere konsekvenserne af fundet af hestekød.

Ifølge Reuters ønsker Irlands landbrugsminister, Simon Coveney, at drøfte »de skridt, der er nødvendige at tage på EU-plan, for at få taget hånd om denne omfattende sag«, oplyser den irske regering i en erklæring på sin hjemmeside for sit EU-formandskab.

Indtil videre er kødet blevet fundet i engelske, svenske og franske kølediske. Blandt andet har den svenske producent Findus opdaget, at deres frosne oksekødslasagne næsten udelukkende bestod af hestekød, mens den tyske supermarkedskæde Aldi bekræfter, at to af deres frosne måltider produceret af det franske firma Comigel, som også leverer til Findus, indeholdt mellem 30 og 100 procent hestekød.

Organiserede kriminelle bander, der opererer internationalt, mistænkes for at spille en afgørende rolle i hestekødsskandalen. Kødet skulle angiveligt stamme fra Rumænien og være kommet videre ud i Europa med hjælp fra den polske og italienske mafia.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu