Lasse Norman vinder VM-sølv

23. februar 2013 19:46 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Lasse Norman vinder VM-sølv
Billede mangler

Danske Lasse Norman Hansen vandt lørdag aften sølv ved VM i omnium. Danskeren var næstbedst i den sidste disciplin, 1000 meter på tid, og det betød også, at han rykkede frem fra en tredjeplads til en sølvmedalje.

 

Guldet blev vundet af new zealænderen Aaron Gate, mens den forsvarende australske verdensmester Glenn O’Shea måtte nøjes med bronze.

O’Shea havde mekaniske problemer i den sidste disciplin, og måtte udgå af den direkte duel med Aaron Gate. I stedet måtte han køre de 1000 meter alene på banen efter, at hans cykel var blevet fikset, og det har næppe gavnet hans præstation.

De tre medaljevindere var i en klasse for sig selv, og der var langt ned til de konkurrenter.

Lasse Norman Hansen var ellers meget tæt på sine to konkurrenter efter de første fire discipliner, men i scratch-løber blev danskeren kun nummer syv, og der satte han point til i forhold til de to ryttere fra Down Under. Derfor skulle han have haft flere ryttere mellem sig og Aaron Gate, hvis han skulle have fravristet new zealænderen guldmedaljen, men det blev aldrig aktuelt, da Gate også viste sig at være den hurtigste rytter på banen over de 1000 meter.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu