Lasse Vibe: Sværeste situation i mange år

6. april 2013 20:47 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Lasse Vibe: Sværeste situation i mange år
Billede mangler

Sønderjyske er fortsat under nedrykningsstregen efter det blev til et nederlag på 0-2 hjemme mod FC Midtjylland.

– Det er den sværeste situation, som Sønderjyske har været i de sidste par år, og det må vi prøve at kæmpe os ud af, siger Sønderjyskes angriber Lasse Vibe til TV3 Sport 1.

Med tre point mod FC Midtjylland kunne sønderjyderne have taget et skridt op over stregen og hive FC Midtjylland med ned i bundkampen.

– Vi har midlerne til at få en sejr, det beviste vi jo også i Silkeborg i sidste uge, og vi har også gode muligheder i dag. Problemet er, at vi igen kommer bagud. Vi troede, at vi skulle trække FCM med ned i bundkampen, men de spiller en god kamp. Vores muligheder er stadig udmærkede, selvom det er en svær situation, siger han.

Det er Sønderjyskes tiende nederlag på hjemmebane i denne sæson. Ud af tolv kampe er det kun blevet til en enkelt sejr, og det er selvfølgelig ikke holdbart, hvis Sønderjyske skal blive oppe.

– Det er ærgerligt for alle dem, der kommer her hver gang og må gå hjem med et nederlag. Det er ikke et kompleks for mig, og tilskuerne er da heller ikke imod os, men vi kan ikke blive med at tabe på hjemmebane, det er klart, siger Lasse Vibe. 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu