Laudrup: Der er meget at være glad for

2. marts 2013 19:36 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Laudrup: Der er meget at være glad for
Billede mangler

Med de tre point på kontoen har Michael Laudrup & co. nemlig allerede nu – med ti kampe tilbage af turneringen – indfriet sæsonmålsætningen om at nå 40 point, hvilket den danske manager hele tiden har angivet som en nødvendighed for at sikre endnu en sæson i Premier League.

– Vi har meget at være glade for. For det første fik vi sejren, som bringer os op på 40 point. For det andet er jeg meget tilfreds med reaktionen (hos spillerne, red.), efter at vi vandt Capital One Cup, sagde Michael Laudrup.

Den brandvarme danske manager havde på forhånd udtrykt bekymring om, hvorvidt Swanseas spillere var i stand til at lægge den historiske triumf i Capital One Cup væk og ramme det rette mentale niveau til opgøret mod Newcastle. Og den del klarede spillerne ifølge Laudrup fint, selvom spillet aldrig nåede sprudlende højder.

– Nogle gange har mindre hold det svært, når de har fået en stor sejr, som den vi fik, men vi så en fantastisk reaktion i første halvleg. Vi spillede rigtig godt i den halvleg, men vi scorede ikke, og det var vores problem. Og så spillede Newcastle rigtig godt i anden halvleg, men ligesom os kunne de ikke score. Det betød, at et sent mål afgjorde kampen, og heldigvis var det os, der fik det, lød analysen fra Michael Laudrup.

Luke Moore blev dagens helt for Swansea, da han scorede kampens enlige mål i det 86. minut – og sikrede Laudrup & co. en resultatmæssig perfekt start på livet efter Capital One Cup-sejren.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu