Laudrup-forbandelsen hviler over Eriksen

21. marts 2013 16:34 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Laudrup-forbandelsen hviler over Eriksen
Billede mangler

9. februar 2011. England har netop besejret Danmark med 2-1 i en testkamp.

 

Et absolut godkendt resultat for et engelsk landshold, der i kampen testede flere unge spillere. En kamp der blev udskreget som et opgør mellem to af Europas mest talentfulde midtbanespillere. Arsenals Jack Wilshire mod Ajax’ Christian Eriksen. Men det var hverken Englands sejr, Darren Bents mål eller Wilshire, Chelsea-stjernen Frank Lampard talte om efter kampen.

»Han var altså virkelig god. Jeg kunne sagtens se ham spille i Premier League. Han kunne med det spil let spille for en af de bedste i England,« sagde Lampard om en specifik spiller, der skilte sig ud på banen.

Det var Danmarks 8’er Christian Eriksen. Det var den kamp på det niveau, mod den modstander, mod de verdensstjerner at man ligesom slog fast. Han bliver kæmpestor. Spådommen er endnu ikke gået i opfyldelse her to år og 21 landskampe senere.

Christian Eriksen nævnes ganske vist stadig blandt Europas hotteste unge spillere og har fået stor ros af selveste Sir Alex Ferguson. Men landsholdsgennembruddet mangler stadig.

Fast mand på landsholdet

Måske en hård dom i betragtning af, at Eriksen har været fast mand i Morten Olsens start-11er, lige siden han spillede sig ind på holdet i en alder af 18 år. I den alder og med de kvaliteter var det dengang uundgåeligt, at Christian Eriksen blev den næste i rækken til at få prædikatet ’den næste Laudrup trukket over hovedet. Men faktum er vel, at ingen dansk spiller siden Michael Laudrup har nået det niveau og de meritter, som den nuværende Swansea-manager opnåede i sin spillerkarriere.

For Christian Eriksen har groft sagt ikke spillet så prangende på landsholdet siden England-kampen, men i Ajax er det en helt anden sag. Her scorer Eriksen mål, lægger dødboldene perfekt til assist og er absolut toneangivende i kampene i den hollandske liga. Så det helt oplagte spørgsmål er, hvorfor gør han det så ikke på landsholdet?

»Der er stadig en forskel på niveauet fra landskampe og så klubkampe i Holland. Det hele går lidt hurtigere, og modstanderne er måske mere opmærksomme på mig. Det er et lidt andet gear, det kører i,« siger Christian Eriksen til Berlingske.

Forskel på præstationerne

Han erkender selv, at han mangler samme niveau på landsholdet som i Ajax.

»Der er forskel. Det tror jeg, alle kan se. Jeg arbejder virkelig hårdt på, at det bliver mere lige, så jeg kan spille samme rolle på landsholdet som i Ajax. Jeg tænker selvfølgelig over, at det helst skal være ens præstationer både på klub- og landshold. Men jeg synes slet ikke, at jeg er så langt fra, som nogle gerne vil gøre det til,« forklarer Christian Eriksen.

Men hvorfor rammer Eriksen netmaskerne i Ajax, mens han blot har nettet to gange i 31 landskampe?

»Jeg vil sige, at der er en meget enkel forklaring på det. Jeg spiller langt flere kampe på klubholdet, og det øger mine chancer for at score flere mål. Det springer mere i øjnene, når jeg scorer sådan jævnligt på klubholdet, og det så er lang tid siden, at jeg har scoret på landsholdet,« vurderer Eriksen.

Og dødboldene som ligger så perfekt i Ajax, men ofte mangler en destination på landsholdet?

»Det er præcis det samme. Flere muligheder for at lægge de rigtige bolde. Det er også vigtigt at sige, at jeg også spiller dårlige kampe i Ajax, men der bliver det hurtigt glemt igen, hvis man så spiller godt igen tre dage senere. På landsholdet går der længere tid imellem kampene, og så husker man de dårlige præstationer bedre,« siger Christian Eriksen.

Laudrup-forbandelsen er ikke et tema for Christian Eriksen. Han har det fint med de tårnhøje forventninger og håber, at han mod Tjekkiet kan ramme det niveau, han selv gerne vil op på.

»Når man kommer på A-landsholdet i den alder, jeg har gjort, så vil der naturligt være forventninger. Dem har jeg det egentlig fint med. Det rører mig ikke. Men det er klart, at jeg hele tiden søger efter at forbedre mit spil på landsholdet, og det kunne være rart med en god kamp i Tjekkiet. Både for mig og holdet.«

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu