Laudrup ønsker undskyldning: Smid linjedommeren i ‘dybfryseren’

11. marts 2013 11:11 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Laudrup ønsker undskyldning: Smid linjedommeren i 'dybfryseren'
Billede mangler

Der skal meget til, for at Michael Laudrup hidser sig op og raser i offentligheden. Men den linjedommer-fejl, der i lørdagens kamp sandsynligvis kostede Swansea det ene point i 2-1 nederlaget til West Bromwich, kan få den danske manager op i det røde felt. Stadig.

Linjedommer Lee Betts underkendte Roland Lamahs mål for Swansea tre minutter før tid, og fejlen var til at få øje på. Selv West Bromwich-manager Steve Clarke erkendte efterfølgende, at målet skulle have været anerkendt.

Michael Laudrup mener, at linjedommeren efter spansk forbillede burde kyles i dybfryseren for sin brøler.

– I Spanien, når nogen laver en meget stor fejl, så ryger han i fryseren forstået på den måde, at man bliver udelukket i nogle uger, siger Michael Laudrup ifølge walesonline.co.uk.

Michael Laudrup erkender dog, at en eller anden form for straf til linjedommeren ikke hjælper Swansea noget.

– Men hvad gør det for mig (at han bliver straffet, red.)? Får jeg en fordel ud af, at denne linjevogter ikke bliver involveret i de næste par kampe? Jeg mener, at i livet, og det gælder også fodbold, har det altid konsekvenser, når du begår fejl. Det gælder for os alle. Hvis en af mine spillere går over stregen og sparker nogen, får han et rødt kort og op til tre kampes karantæne. Så når andre begår en stor fejl, bør det også have konsekvenser, siger Michael Laudrup.

Den danske manager afventer nu med interesse reaktionen fra dommernes delegerede. Han mener  ifølge walesonline.co.uk, at det kunne have været på plads med en undskyldning fra dommeren til hans spiller, som flere Swansea-spillere opfordrede til efter kampen i lørdags.

– Selvfølgelig hjælper det altid, hvis nogen tilstår deres fejl i stedet for at forsøge at retfærdiggøre den og sige, at der kom en lille smule tåge på tværs, konstaterer Michael Laudrup med.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu