Laudrups kattelem: Kan smutte for rekordsum

9. marts 2013 16:29 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Laudrups kattelem: Kan smutte for rekordsum
Billede mangler

I slutningen af februar kunne Michael Laudrup og Swansea fejre klubbens største pokaltriumf nogensinde, da man med en knusende sejr vandt over Bradford med 5-0 i Capital One Cup på et propfyldt Wembley.

Siden da har rygterne floreret livligt omkring danskerens fremtid. Klubber som Chelsea og Real Madrid er blevet nævnt hyppigt i den forbindelse, men fredag aften blev der foreløbigt sat et punktum for de gætterier.

Swansea kunne med synlig glæde oplyse, at klubben havde sikret sig Michael Laudrups underskrift på en ny kontrakt, der holder ham i klubben indtil sommeren 2015.

Men rent faktisk kan han forlade klubben inden da. I kontrakten er der indskrevet et frikøbsbeløb, som andre klubber kan aktivere.

– Jeg vil ikke snakke om hans kontrakt. Men jeg ved, at Michael er glad for at være der, og vi ved ikke, hvad der kommer til at ske i fremtiden. Men selvfølgelig er der en klausul. Det har de fleste managere, siger Laudrups agent, Bayram Tutumlu, til Sporten.dk.

Ifølge Chris Gratham, der er journalist for Western Mail, så er frikøbsbeløbet det største nogensinde i britisk fodbolds historie.

– Alt, hvad jeg ved, er, at beløbet er større end de fem millioner pund (Cirka 43 millioner kroner, red). Jeg ved ikke præcis, hvor stort beløbet er, men det er større end fem millioner pund, hvilket var det beløb, Liverpool betalte for at få klubbens tidligere manager Brendan Rodgers. Det var dengang britisk rekord, siger Chris Gratham til Sporten.dk.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu