Lavere pensionsloft koster kvinder dyrt

1. december 2011 09:14 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Lavere pensionsloft koster kvinder dyrt
Billede mangler

Det kommer til at koste kvinder dyrt, når pensionsloftet sænkes til 55.000 kroner. Det mener Danske Familieadvokater, der opfordrer til hurtig lovændring.
Den 1. januar 2012 sænkes pensionsloftet på ratepensioner fra de i dag 100.000 kr. til 55.000 kr., og derved risikerer kvindelige pensionsopsparere at blive stillet dårligere i tilfælde af skilsmisse.
Det skyldes, at mændene, som indbetaler markant mere til pension end kvinder, vil flytte pengene andre steder hen. Og her er livrenter det mest oplagte alternativ, fordi der ikke er noget loft for fradraget på den type opsparing. Den udvikling kan blive dyr for kvinderne, fordi det i dag ikke er muligt at sikre sig en ligelig deling af opsparingen i livrenter ved hjælp af en ægtepagt.
”En ægtepagt har indtil nu været et effektivt redskab til at sikre en lige deling af formue og pension ved en eventuel skilsmisse. Men da livrenter ikke som udgangspunkt skal deles – heller ikke ved indgåelse ægtepagt – vil det ramme kvinderne særligt hårdt,” siger formand for Danske Familieadvokater Helle Larsen.
Livrenteordninger bliver kun i særlige tilfælde omfattet af formuefællesskabet, nemlig hvis ordningen vurderes ikke at være rimelig – efter lov om ægteskabets retsvirkninger. Problemet opstår derfor, fordi mange kvinder overser mandens ikke-rimelige ordning ved bodeling ved separation eller skilsmisse – og fordi man ikke på forhånd kan aftale ligedeling, bliver ordningerne i stedet til de facto særeje.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu