Ledere af grov tyvebande smides ud af Danmark

4. marts 2013 12:16 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Ledere af grov tyvebande smides ud af Danmark
Billede mangler

En 32-årig serber skal hele syv år i fængsel for at være hovedmanden bag en ring af særligt grove og velorganiserede indbrudstyverier begået af udenlandske tyvebander.

 

Sådan lyder en historisk dom fra Retten i Lyngby mandag, skriver b.dk.

Strafferammen for tyveri er normalt »kun« seks års fængsel, men på grund af tyveriernes særdeles skærpende omstændigheder har Domsmandsretten taget en særlig paragraf i straffeloven i brug. Det er formentlig første gang nogensinde, at indbrudstyveri straffes med mere end seks års fængsel, oplyser retten.

Hermed lagde retten sig tæt op ad anklagerens påstand om otte års fængsel og udvisning, mens forsvareren gik efter mildeste straf og frifindelse i de forhold, som han ikke havde erkendt.

I samme sag blev også en herboende rumæner idømt fængsel i fem år for indbrudstyveri af særlig grov beskaffenhed. Rumæneren var serberens nærmeste håndlanger.

Begge mænd bliver udvist af Danmark for bestandigt.

Tyverierne har været nøje planlagt og involveret et stort antal personer, som har tilhørt et organiseret, kriminelt netværk på tværs af landegrænser, oplyser Retten i Lyngby.

De to dømte hjalp og finansierede tilrejsende tyve fra Rumænien til at udføre kriminalitet i Danmark. Blandt andet har de sørget for opholdssted, biler og mobiltelefoner til tyvene, og i et enkelt tilfælde sendte de penge til Rumænien, sådan at en udvist rumænsk tyv kunne smugles tilbage ind i Danmark mindre end 14 dage efter, at han var blevet udvist.

Tyvene var specifikt gået efter guld og sølv fra private danske hjem.

Serberen er nu dømt for at have været bagmand bag mere end 100 konkrete indbrud over hele landet og endnu flere indbrud på ukendte adresser.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu