Legeskibet lægger til kaj

10. september 2017 18:40 | Af: Elo Christoffersen, ec@newsbreak.dk

Nu kan du finde dit indre legebarn frem.

Legeskibet lægger til kaj
Legeskibet kommer til Kolding. Foto: Legeskibet.dk/pressefoto.

Find dit indre legebarn frem og besøg Legeskibet i Kolding, der er ladet med både nye og gamle lege og masser af bevægelsesglæde.

Legeskibet byder på noget for enhver smag med bl. a. dans, klatring, parkour, CrossFit og masser bordspil. Legeskibet er på én gang et kulturskib, et skib for fysisk aktivitet og et skib for leg, fællesskab og dannelse.

Fokus på kreativitet og livsglæde gennem leg

– Formålsløshed er en del af legens væsen, og derfor er legen udfordret i en tid som denne, der er stærkt præget af ønsket om effektivitet og målbare resultater. Men netop derfor er legen vigtigere end nogensinde. Legeskibet vil inspirere til at integrere fysisk aktiv leg i skoledagen. Dygtigt organiseret fælles leg øger trivslen ved at dæmme op for mobning og bevæge eleverne – uden de lægger mærke til det, vel at mærke. Samtidig styrkes samarbejdsevner, fællesskaber og kommunikationen generelt. Legeskibet illustrerer således, hvordan legen bør tænkes ind i ambitionen om at skabe fremragende læringsmiljøer i folkeskolen, fortæller Rasmus Casper, Legeskibets projektleder, i en pressemeddelelse.

Legeskib med vind i sejlene

Legeskibet er opstået i et samarbejde mellem Gerlev Legepark ved Gerlev Idrætshøjskole og Lauritzen Fonden.

Skibet præsenterer en bred vifte af aktiviteter, som instrueres af de 20 tilknyttede legematroser. Alle legematroser er uddannet fra Gerlev Legepark, der har mere end 30 års erfaring med formidling af leg og bevægelseskultur.

– Legeskibet er en sejlende udgave af Gerlev Legepark, der vækker lysten til leg og glæden ved bevægelse. Skibet er sat i søen for at bevare, opfordre og stimulere byernes evne til at lege, fordi leg er et væsentligt element i vores kultur. Det er gennem den undersøgende leg, at vi finder os selv og hinanden. Med leg sker bevægelse, og bevægelse skaber samvær, motorisk udvikling og velvære. Derfor er legen vigtig – både i virksomheder, i institutioner, på skoler, i byen og på havnen, siger forstander på Gerlev Idrætshøjskole, Finn Berggren.

Fakta

Legeskibet

Du finder Legeskibet i inderhavnen på Kolding Nordhavn overfor spillestedet Godset.

Åbningstider

Tirsdag den 12. – fredag den 15. september:

Skoletilbud fra kl. 9 til kl. 14.30 og åbent for alle fra kl. 15 til kl. 17.

Lørdag den 16. september:

Åbent for alle fra kl. 10 til kl. 16.

Leg på Kaj
Med to specielt indrettede 20-fods containere, indbyder Legeskibet til:

  • Maritimt inspirerede fælleslege og fællesdans iscenesat af Legematroserne
  • Bevægelsesworkshops med leg, dans, akrobatik, parkour og meget mere
  • Sjov og udfordrende klatre- og aktivitetsrute rundt på hele installationen
  • Undervisning og demonstration af parkour på Legeskibets store parkourstativ
  • Bouldering i Legeskibets specielt indrettede klatrecontainer
  • Sømands-CrossFit-udstyr til træning på alle niveauer
  • Bevægelseslege på blødt underlag for de mindste
  • Kaste- og kamplege for de lidt større
  • Mindst 10 forskellige gamle og nye bordspil.

Aspirant kurser – tirsdag den 12. og torsdag den 14. september
Legeskibet tilbyder et heldags aspirantkursus for. Eleverne bliver klædt på til at blive vaskeægte legematroser, og de får som mission at udbrede leg og bevægelse på deres skoler, i deres foreninger og overalt i byens rum.

Skoletilbud – onsdag den 13. og fredag den 15. september
Legeskibet tilbyder undervisning i leg og bevægelse. Forløbet er som udgangspunkt tilrettelagt som klasseundervisning for to klasser ad gangen i tre dobbeltlektioner. Undervisningen indeholder både fri og instrueret leg med elementer af kreativitets- og samarbejdsøvelser. Undervisningen henvender sig primært til elever på mellemtrinnet.

Skattekisten – onsdag den 13. september
Skattekisten har til formål via et kursusforløb at udbrede Legeskibets erfaring med leg og bevægelse til lokale lærere og pædagoger.

 

Legeskibet Play – lørdag den 16. september
Store legedag byder på masser af lege og aktiviteter for alle aldre. Der er både fri leg, fælleslege, bevægelses-workshops og åbent skib.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu