Lego sender nyt rekordregnskab på banen

21. februar 2013 11:34 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Lego sender nyt rekordregnskab på banen
Billede mangler

Lego kunne sidste år notere sig en global nettoomsætning på 23,4 milliarder kroner og et driftsresultat på 7,9 milliarder kroner. Det fremgår af legetøjskoncernens årsregnskab for 2012, der er blevet offentliggjort torsdag.

Tallene vidner om, at den taktfaste fremgang fortsætter i virksomheden – en fremgang der kaster det femte rekordregnskab af sig på stribe.

Omsætningen er steget med 25 procent, mens nettoresultatet er skudt i vejret med intet mindre end 40 procent i forhold til året før. Dermed fortsætter Lego-koncernen med at trodse den økonomiske afmatning, der har fat i en stor del af den vestlige verden – og udviklingen kan legetøjskoncernens administrerende direktør ikke sige noget ondt om.

»Det er et særdeles tilfredsstillende resultat og bedre, end vi forventede i begyndelsen af året. Det skyldes først og fremmest, at vi har været i stand til at udvikle og lancere produkter, som børn i hele verden har sat øverst på ønskesedlen i 2012,« siger Jørgen Vig Knudstorp, adm. direktør for Lego-koncernen i en kommentar i regnskabet.

Typisk er omkring 60 procent af de produkter, Lego sender på legetøjsforhandlernes hylder, nylanceringer. Med det i baghovedet er Jørgen Vig Knudstorp ikke bleg for at udnævne 2012 til et godt år på den front.

»Det stiller store krav til udviklingsprocessen og vores evne til at levere, fordi vi år efter år skal kunne forudsige, hvad der vil interessere børnene, og omsætte det til relevante Lego produkter – og det er lykkedes i 2012,« siger han.

Årets bedst sælgende legetøj blev Lego City og Lego Star Wars. Den nye satsning Lego Frieds – der er målrettet piger – blev det fjerde bedst sælgende produkt, hvilket bliver betegnet som en »strategisk milepæl« for virksomheden. Lego Friends solgte langt bedre end ventet. Selv om Lego fordoblede produktionen af Friens-klodserne, kunne virksomheden ikke leve op til forbrugernes forventningerne, står der i regnskabet. 2012 blev altså et år for Lego, hvor alt så ud til at lykkedes.

Fra at have været i defensiven i begyndelsen af årtusindet har Lego-koncernen i dag sat sig solidt på en markant del af det globale kvalitets-legetøjssalg. I dag har den Billund-baserede virksomhed over 9.000 ansatte, og producerer legetøjsklodser på en række anlæg verden over.

I begyndelsen af februar kom det frem, at koncernledelsen planlægger at omlægge en del af produktionen, og at der derfor skal afskediges flere hundrede i hjembyen Billund. Da Lego-ledelsen samtidig forventer at få brug for flere folk i hovedkvarteret, ventes det samlede antal ansatte i den jyske by dog at stige de kommende år.

Forventningerne til indeværende år er, at Lego kan surfe videre på den succesbølge, den nyder lige nu. Den nye satsning hedder Lego Chima og er et kinesisk-inspireret eventyrunivers, og forventningerne til salget af Lego Chima er »høje«. I modsat retning trækker den fortsatte økonomiske afmatning, der ventes at ville føre til lavere vækstrater.

Forbeholdene ændrer dog ikke ved, at legetøjskoncernen forventer et »tilfredsstillende« resultat for 2013.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu