Leon Andreasen udskyder comeback

16. april 2013 15:54 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Leon Andreasen udskyder comeback
Billede mangler

Han var lige vendt tilbage efter et langt og opslidende skadesforløb, der havde holdt ham udenfor fodboldbanen i to år. Men i sin kun tiende kamp efter sit comeback var den gal igen.

 

Datoen var den 26. september 2012. Hannover mødte Nürnberg i Bundesligaen. Efter kun ti minutter væltede danskeren omkuld på banen i smerter, efter det ene knæ var blevet forvredet så voldsomt grundet et ujævnt græstæppe, at endnu en uhyggelig korsbåndsskade er opstået.

Prognosen lød i første omgang på seks måneder, og håbet var et comeback i slutningen af april, men det kommer desværre nok ikke til at ske.

– Jeg er begyndt at træne med bold på banen og kører bare stille og roligt på. Forhåbentlig kan jeg være med, når den nye sæson starter op, siger Leon Andreasen til sporten.dk.

Det er kun ganske få uger siden, at den hårdt arbejdende jyde begyndte at træne med sine medspillere i Bundesliga-klubben Hannover, hvor han i dag er kommet et lille skridt nærmere topformen.

– Jeg har været med på bold i to-tre uger. Altså helt fra nul, hvor man ligesom startede med små pasninger, så jeg er ikke fuldt med i træningen endnu. Jeg er vel nok på 60 procent lige nu, lyder det fra Leon Andreasen, der i samme ombæring alligevel ikke helt vil afvise et comeback i denne sæson.

– Jeg træner stille og roligt med holdet og undgår det vilde spil lige i øjeblikket, men hvem ved? Det er ikke, fordi formen er på 100 procent, så jeg ved ikke lige, hvor meget jeg egentlig ville kunne hjælpe holdet. Det må vi se. Lige nu tager vi én dag ad gangen, og så må vi se, hvordan knæet reagerer på den stigende træning.

Klubben stoler meget på Leon Andreasens evner. De viste man i starten af året, hvor man trods de mange skader alligevel valgte at forlænge danskerens kontrakt med ét år, så den udløber i sommeren 2014.

Men hvorvidt Leon Andreasen når at komme i aktion i denne sæson vides ikke. Der mangler således kun fem runder af Bundesligaen, hvor Hannover lige nu er konsolideret i midten af tabellen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu