Lesbisk superhelt gør klar til brudevals

26. februar 2013 22:25 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Lesbisk superhelt gør klar til brudevals
Billede mangler

Batmans bedre halvdel – eller i hvert fald kvindelige modstykke – Batwoman aka Kathy Kane har i den seneste udgave af tegneserien »Batwoman« friet til sin kæreste Maggie Sawyer. Bliver det et ja, skriver de historie som det første lesbiske ægtepar mellem superheltinder, skriver B.dk.

 

Batwoman har siden 2006 været kendt som lesbisk, og hun er ikke første eksempel på homoseksualitet blandt superhelte. I 1992 afslørede Northstar, kendt fra »X-men«, at han var homoseksuel, i 2002 blev bøsserne Apollo og Midnighter gift, og siden da er der dukket flere og flere eksempler på eksplicit homoseksualitet op.

»Homoseksualitet bliver mere og mere normaliseret i samfundet og i populærkulturen. Dermed er det også blevet mere accepteret, at superheltene er homoseksuelle, så den her historie vækker ikke særlig meget opsigt i USA,« siger Karsten Fogh Nielsen, filosof og superhelteelsker.

Inden Batwomans seksualitet blev afsløret, førte »Batwoman«-udgiveren DC kampagnen »Hvilken stor DC-karakter er nu homoseksuel?­«, men denne gang har de valgt ikke at slå nyheden om ægteskabet stort op. Og det er ikke kun fordi, at homoseksualitet er blevet normaliseret, siger Karsten Fogh Nielsen.

For nylig ansatte DC den kontroversielle forfatter, mormon og erklærede demokrat Orson Scott Card til at skrive »Superman«-tegneserier, og som bestyrelsesmedlem af »Den Nationale Organisation for Ægteskaber« har han givet udtryk for stærke synspunkter mod homoseksuelle ægteskaber, som han blandt andet har kaldt »enden på demokratiet«. Ansættelsen har fået hård presseomtale i USA, og den er også nået til danske medier.

»Normalt plejer man at lave massive reklamekampagner ved store begivenheder i tegneserier, men folk spekulerer i, at de er bange for at kaste endnu mere opmærksomhed på ansættelsen af Orson Scott Card,« siger Karsten Fogh Nielsen.

Morten Søndergård, ansat i Fantask og bedre kendt som Marvel-Morten, mener, at frieriet er et produkt af den tid, vi lever i.

»Jeg ser det som en del af den amerikanske værdikamp de sidste 10 år, hvor det, de kalder »same-sex marriage« har været oppe i tiden. Populærkulturen påvirker sjældent samfundet, men den er altid et godt spejl af, hvad der sker derude, og hvilke strømninger, der finder sted,« siger han.

Herhjemme skal vi ikke regne med, at Batwoman får meget mere omtale, for hun sælger kun til kendere.

»Hun er stort set ukendt i den brede befolkning, for de kender hende ikke, som de kender Batman og Robin. Hun bliver ikke udgivet på dansk og har ikke fået opmærksomhed, siden det blev annonceret, at hun var lesbisk,«­ siger Morten Søndergård.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu