Lettede serbere er nu EU-kandidater

2. marts 2012 08:13 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Lettede serbere er nu EU-kandidater
Billede mangler

Ingen har lyst til at være det barn i skolegården, som ingen vil lege med.
Men sådan har det føltes i Serbien, siden krigen på Balkan brød ud i 1990’erne, og EU blev skabt uden dem. Det er derfor et lettet Serbien, der på EU-topmødet i Bruxelles i går aftes blev godkendt som kandidat til EU-medlemskab.
“Jeg tror, der er en følelse af at komme tilbage til den familie, som Serbien var del af, da jeg gik i skole. Der var ikke tale om, at vi følte os lukket ude, der er bare en følelse af, at nu kommer vi hjem,” forklarer den serbiske journalist Marko Pavlovic, som Newspaq har talt med.
Han er taget til Bruxelles for at rapportere hjem om resultatet af EU-ledernes møde for tv-stationen Al Jazeeras Balkan-redaktion. Marko Pavlovic fortæller, at følelsen i Serbien først og fremmest er lettelse, for vejen mod kandidaturet har været lang.
“Selv om opbakningen til EU-medlemsskab i befolkningen var på omkring 60 procent, ramte den lange proces virkelig befolkningens psyke. Der blev rest spørgsmål om, om det overhovedet var det værd,” siger han.
Særligt har spørgsmålet om, hvorvidt Kosovo skulle anerkendes som selvstændig stat, været en forhindring. En række EU-lande har ikke anerkendt Kosovos som selvstændig stat.
Og så har EU stillet krav om, at Serbien udleverede deres nogle af deres krigsforbrydere til den internationale krigsforbryderdomstol i Haag, før Serbien kunne blive kandidatland.
Men på trods af forhindringerne føler serberne sig allerede som europæere, og netop derfor er dette skridt vigtigt for optimismen i landet.
“Det er i virkeligheden bare et spørgsmål om at forbedre livskvaliteten og være del af selskabet,” siger Marko Pavlovic, der beretter om en skrantende serbisk økonomi.
“Jeg tror, at timingen er perfekt. Vi trænger til noget optimisme,” lyder det.
Den danske statsminister Helle Thorning-Schmidt glæder sig ligeledes over beslutningen, som hun fremhæver, at de danske formandskab har forhandlet hjem.
“Der er grund til at være stolte af, at på baggrund af de problemer, vi har, er EU fortsat en åben klub for lande, som gerne vil udvikle deres demokrati og økonomi,” siger hun om beslutningen.
EU og Serbien nu begynde forhandling om optagelsen af Serbien egentligt medlem af unionen. Men det kan tage helt op til ti år, før man når til en endelig optagelse.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu