Liberal Alliance afviser at spare på SU-tillæg for handicappede

6. februar 2013 10:01 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Liberal Alliance afviser at spare på SU-tillæg for handicappede
Billede mangler

Liberal Alliance har ingen planer om at skære i handicappedes SU-tillæg.

 

Det siger partiets forskningsordfører, Villum Christensen (LA), efter at metroXpress onsdag skriver, at partiet vil reducere tillægget på 8.180 kroner, som handicappede kan opnå.

– Vi har ingen planer om at skære i tillæg til handicappede. Vi har tre forslag om at spare på SUen – nemlig at fjerne fjumreår, fjerne de såkaldte cafépenge og fjerne indtægtsgrænsen, understreger Villum Christensen over for Berlingske Nyhedsbureau.

Spørgsmål: Er du på tilbagetog efter dine udtalelser til metroXpress?

– Jeg vil gerne slå fast, at vi ikke har andre planer om at skære i SUen, end dem jeg lige har nævnt, lyder det kortfattet fra Villum Christensen.

Spørgsmål: Kan du afvise, at I vil spare på SU-tillægget for handicappede?

– Der er ikke noget, som man ikke skal kunne kigge på, men jeg gentager – vi har ikke andre planer om at spare på SU end de førnævnte, siger han.

Regeringen er på vej med en SU-reform, der skal spare to milliarder kroner på uddannelsesstøtten. Hverken Enhedslisten, Dansk Folkeparti, Venstre eller de Konservative vil ifølge metroXpress være med til at skære i de handicappedes SU.

De 8.180 kroner ekstra i SU er helt nødvendige, forklarer næstformand Mads Brix Baulund i Sammenslutningen af Unge Med Handicap.

– Som handicappet har man mange ekstra udgifter til en speciel bolig, medicin og hjælpemidler, som staten ikke dækker. Derfor er beløbet fuldt relevant. Man skyder sig selv i foden ved at reducere det, for så ryger flere handicappede bare på overførselsindkomst i stedet for at tage en uddannelse, siger Mads Brix Baulund til metroXpress.

Han understreger, at handicaptillægget svarer til det beløb, som andre må tjene ved siden af SUen, og at det derfor handler om at have lige muligheder.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu