Libyens første valg efter Gaddafi

7. juli 2012 11:06 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Libyens første valg efter Gaddafi
Billede mangler

I dag går libyerne til valg for første gang efter 42 år med diktatur.
Under Muammar Gaddafis styre var det forbudt at afholde valg, og derfor glæder libyerne sig til at deltage i den demokratiske proces for første gang i lang tid.
– Det er, hvad vi har ventet på i så lang tid. Ingen har nogensinde set det før her i landet. Undtagen i fjernsynet når det foregår i andre lande, siger den stemmeberettigede Samir Treki til Financial Times.
Midt i valgeuforien er Libyen dog stadig påvirket af sidste års borgerkrig, der førte til, at oberst Muammar Gaddafi blev væltet og dræbt efter 42 år som diktator.
Det store spørgsmål er, om der bliver snydt med stemmesedlerne, men det er umuligt at sige på forhånd, siger Ulla Holm, der er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier.
– Libyerne har ingen tradition for et demokratisk valg, og de kender ikke en tiendedel af de, der stiller op, for det er et overvældende antal. Derfor vil de være tilbøjelige til at stemme på dem, de kender i lokalsamfundene, siger Ulla Holm.
Libyen har trænet 48.000 valgobservatører og får desuden hjælp fra EU og Den Arabiske Liga til at afholde valget, hvor der skal fyldes 200 sæder.
I maj begyndte libyerne at registrere sig for at kunne stemme ved valget, og det ser ud til at hele 80 procent af de stemmeberettigede, vil sætte et kryds ved valget, og det er utrolig positivt, mener Ulla Holm.
– Det er tegn på, at der er kæmpestor interesse for valget. Samtidig står der i valgloven, at når man stiller op som parti, skal der være en lige fordeling af mænd og kvinder. 20 procent kvinder kommer ind i forsamlingen, hvilket må siges at være ret flot, siger hun.
Samtidig holder en masse udenlandske investorer nøje øje med valget.
Libyen er nemlig rig på olieforekomster og har omkring 120 milliarder dollars, indefrosset fra Gaddafi-styret. Det håber udenlandske virksomheder at få del i.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu