Lidt for spændende kamp mod AC Horsens

19. april 2013 15:07 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Lidt for spændende kamp mod AC Horsens
Billede mangler

Det er forskellen mellem glæde ved fodbold eller neglebidende nervøsitet i de resterende fem spillerunder i Superligaen, der gælder på NRGi Park lørdag.

 

Både AGF og AC Horsens er kommet forfærdeligt i gang med forårets syv spillede kampe og skraber i den grad formbarometeret inden den uhyre vigtige kamp.

AGF har vundet en og tabt seks, mens AC Horsens har klaret sig marginalt bedre med fire point efter syv kampe.

– Foråret har langt fra været optimalt. Vi havde håbet på lidt mere. En tre-fire point mere havde gjort en kæmpe forskel for os i den liga i år, men nogle gange sker der det, som der gjorde i Brøndby, hvor vi smed en 2-0-føring i de sidste minutter og tabte. Men sådan er fodbold – desværre, siger sportschef i AGF, Brian Steen Nielsen.

Problemer for Horsens

Klubben fra smilets by lå inden forårets kampe på en sjetteplads med 30 point og kun fem point op til FC Nordsjælland på andenpladsen.

Dengang havde de hele 12 point ned til Silkeborg på 11.-pladsen.

Samtidig lå AC Horsens kun en plads dårligere end AGF, om end med noget dårligere pointregnskab – 23.

Inden det indbyrdes møde lørdag hedder den så seks point ned til stregen for AGF, mens AC Horsens allerede ligger under på en fatal placering med 27 point efter lige så mange kampe.

– Det er en kamp, hvor man virkelig gerne vil have sejren for at komme væk fra nedrykningsræset, for ellers er der nogle ting, der kan spille ind, hvis man først kommer helt derned. Vi er jo allerede dernede, fordi det for mig er sådan, at man ikke er væk, før man har 35-40 point. Det må man sige, at vi ikke har fået endnu. Men det kan vi gøre noget ved med kampen mod Horsens, forklarer Brian Steen Nielsen.

– Det er også en kamp, hvor Horsens kan få nogle store problemer med et nederlag, så der er mange ting i denne kamp. Den er lidt for spændende, tilføjer sportschefen.

AGFs andet fokus

Netop det psykologiske ved at passere den dårlige side af nedrykningstregen er noget, Horsens længe har fokuseret på. Endda før forårets kampe, hvilket man nu kan bruge positivt, mener AC Horsens-træner, Johnny Mølby.

– Vi har haft fokus på, at vi kunne blive en del af nedrykningen og den del af tabellen, og det har AGF måske ikke haft. Så der kan jo godt sprede sig lidt usikkerhed hos dem, spår Johnny Mølby.

Selv om hans mandskab ligger under stregen og har spillet midtuge-kampe i de seneste to uger med pokalkampene mod Randers, er han sikker på overlevelse.

– Nedrykningsstregen har så været et tema hos os siden vinter. Vi er bevidste om, at vi kan rykke ned, men vi er ikke et sekund i tvivl om, at vi ligger over stregen, når den sidste spillerunde er spillet.

Og i AGF pointerer Brian Steen Nielsen, at man godt nok er inde i en negativ tendens, men sæsonen kan stadig nå at blive en succes.

– Vi kan med en sejr komme tæt på vores målsætning, som er at få en placering, der er mindst lige så god som sidste år, hvor vi fik en femteplads. Det kan vi komme tæt på med en sejr. Der er mange ting i denne her kamp.

FAKTA:

AGFs kampe i foråret:

Esbjerg – AGF: 2-1

AGF – Brøndby: 0-3

AGF – OB: 2-1

FCN – AGF: 4-2

Brøndby – AGF: 3-2

AGF – Esbjerg: 0-1

Silkeborg – AGF: 3-1

AC Horsens’ kampe i foråret:

FCN – ACH: 1-0

ACH – OB: 2-0

FCK – ACH: 2-1

ACH – AaB: 2-2

OB – ACH: 2-0

ACH – FCN: 0-2

FCM – ACH: 5-2

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu