Ligelønsnævn har nul sager

1. juni 2012 16:00 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Ligelønsnævn har nul sager
Billede mangler

Det er en temmelig flad fødselsdagsfest, som Ligelønsnævnet under CO-industri og Dansk Industri nu kan fejre.
Et år efter etableringen af nævnet, der skal afgøre sager om underbetaling af kvinder i landets industrivirksomheder ligger antallet af sager på et rundt nul.
Det skriver Fagbladet 3F.
Hos lønmodtagerne i CO-industri er ærgrelsen tydelig.
– På mange arbejdspladser er der ikke tradition for at tale om løn. Og for funktionærer sker der ofte individuelle forhandlinger, som gør det svært at gennemskue, hvad andre får i løn, siger konsulent Naja Christy til Fagbladet 3F.
Omvendt er der ikke samme bekymring blandt arbejdsgiverne i DI. Der er ingen grund til at råbe vagt i gevær, fordi nævnet indtil videre har været arbejdsløst, mener chefkonsulent Sannie Tvermoes.
– Det er ikke nødvendigvis et succeskriterium, at der er mange sager i nævnet. Det kan jo være fordi, de bliver løst i det almindelige fagretlige system. Men det er godt, at vi har nævnet, hvis der skulle opstå et behov, siger hun til Fagbladet 3F.
Nogle sager om ligeløn bliver behandlet i Arbejdsretten, mens andre igen foregår ved civile domstole. Nævnet skulle samle sagerne under en hat.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu