Ligestilling giver dårlig dansk sundhed

8. marts 2013 08:07 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Ligestilling giver dårlig dansk sundhed
Billede mangler

Det er »ikke voldsomt overraskende«, at danskerne dør tidligere og har færre sunde leveår end borgerne i de fleste andre vestlige lande ifølge en ny opgørelse fra det britiske lægetidsskrift The Lancet.

 

Det mener professor i folkesundhed Torben Sigsgaard fra Aarhus Universitet.

»Det skyldes den danske livsstil og især, at danske kvinder halter mere end i resten i Europa i forhold til forventet levetid. Det hænger i høj grad sammen med de danske kvinders rygevaner, og sådan har det været i de sidste 20 år. Vi har forsøgt at knække kurven, men forgæves,« siger Torben Sigsgaard til Berlingske Nyhedsbureau.

En af årsagerne til de danske kvinders rygevaner er ifølge professoren, at mange er kommet tidligere ud på arbejdsmarkedet end i andre europæiske lande.

»De har adopteret de mandlige kollegaers dårlige vaner. Efterhånden som mændene har lagt de dårlige vaner på hylden, så er kvinderne fortsat. Det har vi ikke nogen præcis forklaring på, men det er det, vi kan konstatere,« forklarer Torben Sigsgaard.

Han er ikke i tvivl om, at de mange tabte sunde leveår skyldes kronisk obstruktiv lungesygdom (ofte forkortet KOL), der typisk giver åndenød, daglige hosteanfald og øget slimdannelse.

Danskerne har udsigt til at leve 67,9 sunde og raske år, før vi begynder at løbe ind i alvorlige helbredsproblemer – og gennemsnitsdanskeren dør i en alder af 78,9 år. Dermed er der langt op til toppen af sundhedsligaen, hvor økonomisk hårdt plagede middelhavslande som Spanien og Italien indtager første- og andenpladsen. Det skriver Berlingske fredag.

Sundhedsminister Astrid Krag (SF) beklager »den triste placering«, men hun sætter sin lid til et nyt forebyggelsescenter, som skal hjælpe kommunerne med at gennemføre faglige anbefalinger om, hvordan man kan reducere blandt andet rygning og druk.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu