Ligety-guld lige til historiebøgerne

15. februar 2013 17:08 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Ligety-guld lige til historiebøgerne
Billede mangler

I 1968 var den legendariske franskmand Jean-Claude Killy i særklasse i mændenes alpine skidiscipliner ved årets OL i Grenoble. Her vandt han tre gange guld i styrtløb, slalom og storslalom.

Nu kan amerikaneren Ted Ligety skrive sig ind i historien som trippel guldvinder side om side med franskmanden og andre historiske skilegender som Østrigs Toni Sailer (1956), Norges Stein Eriksen (1954) og endnu en franskmand, Emile Allais (1937).

Fredag vandt Ted Ligety nemlig sin tredje guldmedalje ved VM i østrigske Schladming, da han sikrede sig guldet i mændenes storslalom.

Tidligere ved VM har Ted Ligety vundet guld i både super G og den såkaldte super-kombinerede konkurrence.

I fredagens konkurrence leverede Ligety et formidabelt første gennemløb, der var omkring 1,5 sekunder bedre end nummer to, og amerikaneren kunne derfor køre sikkert i andet gennemløb og alligevel vinde med otte tiendedele af et sekund ned til Østrigs Marcel Hirscher. Bronzen gik til Manfred Mölgg fra Italien.

VM i Schladming slutter på søndag, hvor mændenes slalom køres, mens kvinderne afgør guldet i samme disciplin lørdag.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu