Lille pige pløjet ned i fodgængerfelt: Politiet jagter denne mand

11. januar 2017 13:35 | Af: Peter Koch

Han kørte sin vej og overlod pigens skæbne til andre.

Lille pige pløjet ned i fodgængerfelt: Politiet jagter denne mand
Pigen blev kørt ned i dette kryds. Foto: Krak.

En 10-årige pige blev onsdag morgen kørt ned i et fodgængerfelt i krydset ved Skanderborgvej og Rosenvangs Allé i Viby, Aarhus.

Pigen gjorde ellers sit til, at en sådan ulykke ikke skulle kunne ske. For den slags ulykker må selvfølgelig ikke kunne ske.

Ikke når en fodgænger bevæger sig ud i et fodgængerfelt, mens der er grønt lys. Så skal man føle sig sikker på, at bilisterne holder tilbage og venter. Det gjorde bilisten ikke her.

– Han (bilisten, red.) er ved at dreje til højre. Da påkører han pigen, der er på vej over fodgængerfeltet, fortæller kommunikationsmedarbejder ved Østjyllands Politi, Janni Lundager, til Newsbreak.dk.

Stoppede op

I bilen sad der en mand. Han er cirka 50 år gammel, var iført hue, briller og blå skjorte. Han sad bag rattet i en stationcar af nyere dato, der var grå eller hvid.

Nummerpladen starter med AC, og fra politiets side vil man meget gerne i kontakt med manden. Og han bør ikke være overrasket over, at politiet gerne vil have kontakt.

For han burde være ganske bevidst om, hvad han har gjort.

– Han stopper faktisk op, bakker hen og kigger på hende. Herefter fortsætter han så ud af Skanderborgvej, fortæller Janni Lundager.

Vidner søges

Politiet søger derfor efter manden. Og selv hvis han melder sig selv, vil man fra politiets side også gerne tale med vidner, der kan have set noget, så sagen kan blive mindeligt afsluttet. Det bliver den ikke før, man fra politiets side har fået talt med den efterlyste mand.

– Du har jo pligt til at standse op, påpeger Janni Lundager.

Den 10-årige pige blev behandlet på skadestuen for mindre knubs. Hun kom ikke alvorligt til. ‘

Oplysninger skal rettes til politiet på 114.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu