Live billeder før henrettelse vækker furore

2. marts 2013 19:30 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Live billeder før henrettelse vækker furore
Billede mangler

KINA: Det har skabt furore verden over, at kinesisk stats-tv fredag viste live billeder af fire dødsdømte mænd kort tid før, de skulle henrettes.

 

Det skriver Los Angeles Times.

Transmissionen ophørte umiddelbart før, en læge gav de dødelige indsprøjtninger. Forinden havde seerne været vidne til en to timer lang transmission, hvor mændene blev flyttet fra deres fængselsceller og frem til, at de blev undersøgt at lægen, der skulle give de dødelige injektioner.

Som underlægning til billederne fortalte en kinesisk kommentator om, hvor godt fangerne var blevet behandlet i fængslet.

»Det er en overtrædelse ikke bare af almindelig moral og etik, men også af bestemmelsen om ikke at lade dødsstraffen foregå for øjne af offentligheden,« siger menneskerettighedsadvokat Liu Xiaoyuan ifølge Los Angeles Times.

Kina gennemfører cirka 4.000 henrettelser om året. Men det er første gang, at kinesisk tv viser billeder fra en seance, hvor en henrettelse skal finde sted.

»Jeg kender ikke til andre lande, ikke engang Iran, Afghanistan eller Nordkorea, der viser billeder på nationalt tv fra de sidste minutter før en henrettelse,« siger Nicholas Bequelin, researcher for organisationen Human Rights Watch i Hong Kong, ifølge Los Angeles Times.

De fire narkosmuglere blev dømt til døden, efter at de var skyld i, at 13 kinesiske fiskere døde i 2011 på Mekong Floden. Det skete under en skududveksling mellem kriminelle bandemedlemmer og politiet.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu