Liverpool-indkøb er deprimeret

25. februar 2013 16:54 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Liverpool-indkøb er deprimeret
Billede mangler

Brendan Rodgers fik sin vilje, da Liverpool hentede italieneren Fabio Borini til klubben i sommer.

 

Rodgers havde angriberen i en kort periode som lejespiller i Swansea i 2011, hvor Borini var en stor succes med seks mål i ni optrædener.

Men siden sommerskiftet til Anfield har Borini i 10 kampe endnu ikke fundet målet i en sæson, der har været plaget af skader.

Den 21-årige tidligere Roma-spiller rev sin skulder af led i forrige weekends 5-0 sejr over Swansea og er formentlig ude i resten af sæsonen.

Det får Borinis agent til at erkende, at hans klient er i skidt humør.

– Fabio føler sig deprimeret efter sin seneste skade. Det har været en uheldig sæson for ham, siger agenten Marco De Marchi ifølge Sky Sports til Radio Toscana i hjemlandet.

Fiorentina står angiveligt klar til at velkomme angriberen, når sommerens transfervindue åbner, men agenten maner til besindighed.

– Jeg ved ikke mere, end hvad jeg har læst i aviserne. Jeg er bestemt glad for at se, at Fiorentina er ved at opbygge noget vigtigt. Men Fabio er glad for at være i én af de mest prestigefyldte klubber i verden, fortæller agenten.

Han understreger, at der ikke er tale om hjemve hos Fabio Borini. Han kom nemlig til England allerede som 16-årig, hvor han blev hentet af Chelsea.

Her havde han i øvrigt Brendan Rodgers som ungdomstræner.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu