Livløs person fundet i bil i havn

11. november 2012 13:55 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Livløs person fundet i bil i havn
Billede mangler

I Isefjord ved Orø er en person søndag fundet livløs i en bil.

 

Reddere har bjærget en livløs person søndag, der sad i en bil i Isefjorden ved Orø med vand til brystet, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

– Bilen holder nogle meter ude i vandet, og den er ikke helt dækket af vand. Der er bjærget en livløs person inde i bilen, der sad i vand til brystet, siger vagtchef Allan Kronvold til Ritzau.

Der er dog problemer med at få personen væk fra øen, da tæt tåge gør det umuligt for lægehelikopteren at lande. Derfor må Søværnets Operative Kommando, SOK, hjælpe til.

– Lægehelikopteren kan ikke flyve på grund af tåge, så vi skal bruge SOK’s redningshelikopter, fortæller vagtchefen.

Politiet kan ikke oplyse om personen alder eller køn.

– Vi arbejder på at få politi til stedet, så det vi ved nu er meldinger fra reddere på stedet, siger Allan Kronvold.

Ulykken skete på Snavevej nummer 10, og politiet ved endnu ikke, hvorfor bilen havnede i vandet.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu