LO afviser enighed med regering om helligdage

14. maj 2012 12:12 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
LO afviser enighed med regering om helligdage
Billede mangler

Der er lang vej igen, før der vil blive afskaffet to helligdage i Danmark. Dagbladet Børsen skriver mandag, at regeringen og fagbevægelsen er enige om, at der skal afskaffes to helligdage.
Men det afviser forbundsformanden for fagforbundet FOA, Dennis Kristensen, der sidder i den faglige hovedorganisation LO’s daglige ledelse.
– Der er ikke nogen enighed med LO, og det bliver der heller ikke. I hvert fald ikke med FOA’s deltagelse, siger forbundsformand Dennis Kristensen, der sidder i LO’s daglige ledelse.
Han understreger, at han ville vide det, hvis der var indgået en aftale, eller hvis man var nået til enighed. Og FOA ønsker ikke at afskaffe helligdagene som et led i trepartsforhandlingerne mellem fagbevægelsen, regeringen og arbejdsgiverne.
– Det giver ikke så meget mening i den offentlige sektor at afskaffe helligdagene. Vi har rigtig store områder, hvor der er i forvejen er arbejde på en helligdag og hvor halvdelene af arbejdsstyrken er på arbejde, siger han.
Heller ikke i selve LO, der er en af fagbevægelsens nøglespillere i trepartsforhandlingerne, kender man til nogen enighed om en aftale med regeringen om to færre helligdage.
– Derudover ønsker LO ikke at kommentere på indholdet af de forestående trepartsforhandlinger, før forhandlingerne går i gang, oplyser kommunikationschef Jeppe Bruus Christensen.
Skulle det alligevel lykkes regeringen at få helligdagene med i en trepartsaftale, kræver det en lovændring. Og det bliver også svært, da hverken oppositionen eller Enhedslisten vil være med.
Der er lige nu sonderinger i gang forud for trepartsforhandlingerne, og det forventes, at kommissoriet for trepartsforhandlingerne snart er klar.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu