LO-formand sidder på en uriaspost

24. januar 2013 11:03 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
LO-formand sidder på en uriaspost
Billede mangler

LO-formand Harald Børsting er måske ikke den største billetsælger, men forbundene gør heller ikke livet let for ham, vurderer arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen.

 

Kritikken fra HK er ikke uventet, konstaterer arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen, der fortæller, at der internt i forbundet er udbredt utilfredshed med Børsting og LO-toppens forkærlighed for de store industribaserede forbund, 3F og Dansk Metal.

– På sin vis er det en forståelig kritik, for LO har haft svært ved at favne den nye del af vækstlaget i dansk økonomi, videnarbejdspladserne, som blandt andre HK repræsenterer. Det gamle industrisamfund dominerer fortsat tankegangen i LO, og i HK, især i HK/Kommunal, er der et udbredt ønske om at skifte fra LO til FTF, forklarer han.

Kritikken af Børsting er senest blevet fremført af formanden for HK Midt, Martin Rasmussen, som til Berlingske Nyhedsbureau siger, at LO-formanden ikke kan sælge billetter og gøre fagbevægelsen attraktiv over for de unge.

Flemming Ibsen er enig i, at Harald Børsting ikke har haft den store gennemslagskraft, men han mener ikke, at det er rimeligt at tørre ansvaret for medlemsflugten af på ham alene.

– En moderne LO-formand skal være ekstremt god til at kommunikere og håndtere medier. Det er muligvis ikke Harald Børstings force, men det er altså forbundenes egen opgave at skaffe medlemmer, siger arbejdsmarkedsforskeren.

Han mener heller ikke, at man kan klandre Harald Børsting alene for LOs manglende politiske resultater.

– Trepartsaftalerne var en katastrofe for fagbevægelsen, for her havde man en unik mulighed for at få sætte en helt ny dagsorden og få indflydelse på regeringens beskæftigelses- og uddannelsespolitik. Men man skal huske på, at en LO-formand kun har den magt, som forbundene giver ham, siger Flemming Ibsen.

– LO består af en række meget stærke fagforbund, som hver især kører deres eget løb og markerer stærke meninger. De minimerer LO og formandens manøvrerum, konstaterer han.

Harald Børsting blev i 2011 genvalgt for en ny fireårig periode, men har meddelt, at han ikke stiller op som formand i 2015. Flemming Ibsen mener, at han bør bruge sin sidste tid til at formulere nogle klare og fremadrettede visioner for fagbevægelsen og velfærdssamfundet.

– Har man ikke et manøvrerum, må man tage sig et manøvrerum. Ingen forbyder formanden at udvikle visioner for det danske arbejdsmarked. Det ville være fornuftigt for ham at tegne nogle streger for fagbevægelsens fremtid og komme med sit bud på, hvordan man gør sig relevant for de nye generationer, siger arbejdsmarkedsforskeren.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu