LO-medlemmer: Fagbevægelsen bliver vigtigere

30. april 2012 13:00 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
LO-medlemmer: Fagbevægelsen bliver vigtigere
Billede mangler

Uden fagbevægelsen ville lønmodtagerne være ringe stillet over for arbejdsgiverne.
Det mener 82 procent af fagbevægelsens medlemmer ifølge en ny måling, som Gallup har foretaget for LO. Det er en stigning på otte procent i forhold til 2002, hvor 74 procent anså fagbevægelsen for en nødvendighed.
– Det er opløftende, at et stigende antal af medlemmerne mener, at fagbevægelsen er nødvendig for, at deres rettigheder sikres. Også selv om en del nok har ændret holdning på grund af krisen og frygten for arbejdsløshed, siger LO-formand Harald Børsting.
Blandt de unge mellem 18 og 30 år er anerkendelsen af fagbevægelsen vokset endnu mere. 82 procent af de unge mener, at den er en nødvendighed – en stigning på 17 procent i forhold til 2002.
Målingen viser, at de ældre i højere grad svarer, at de er medlemmer af fagbevægelsen for at stå sammen om at sikre arbejdsvilkårene. De unge melder sig i ind, fordi de både ser en kollektiv og en individuel interesse i det.
– Det interessante ved de unge er, at de i højere grad end de ældre melder sig i fagforening både fordi de ønsker at stå sammen med deres kolleger om at få bedre forhold og fordi de ønsker at fremme egne interesser. De ser tilsyneladende ikke den store modsætning mellem det kollektive og det individuelle, siger Harald Børsting.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu