LO mister stadig medlemmer

17. april 2013 10:35 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
LO mister stadig medlemmer
Billede mangler

De danske fagforeninger har i 2012 mistet 0,5 procent af medlemmerne, viser en ny opgørelse fra Danmarks Statistik.

 

Særligt LO er ramt af medlemsfald. Det seneste år er medlemstallet for organisationerne i LO således dalet med 2,4 procent, så 1,1 millioner danskere nu er medlem af et LO-forbund.

Ifølge arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen fra Aalborg Universitet er udviklingen en direkte konsekvens af samfundsudviklingen, hvor stadig flere danskere er beskæftiget i servicevirksomheder frem for typiske industrivirksomheder. Det rammer LO særligt hårdt, konstaterer han.

»Derudover får flere en højere uddannelse og uddanner sig dermed ud af LO, og samtidig vælger flere at stå helt uden for en fagforening,« siger han

Der er dog også fagforeninger, der får flere medlemmer. Både Ledernes Hovedorganisation og Akademikernes Centralorganisation oplevede sidste år en vækst i medlemsantallet på henholdsvis 3,7 procent og 2,7 procent.

Udviklingen i de danske lønmodtagerorganisationer skal ses i lyset af, at der har været en nedgang i arbejdsstyrken på 1,3 procent fra første kvartal 2012 til samme kvartal 2013.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu