Løbeklub dømt for at krænke dameblad

9. januar 2013 16:07 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Løbeklub dømt for at krænke dameblad
Billede mangler

Foreningen Sparta skal betale 100.000 kroner til »Alt for damerne« for at have krænket damebladet og handlet i strid med markedsføringsloven
 Af: Johan Blem Larsen, Berlingske Nyhedsbureau
 
Det kommer til at koste 100.000 kroner, at atletikforeningen Sparta i 2010 benyttede ugebladet »Alt for damernes« navn i markedsføringen af foreningens eget kvindeløb. Det har Højesteret afgjort onsdag.
 
De to parter havde i en årrække arrangeret kvindeløbet sammen, men i 2010 indstillede »Alt for damerne« og Sparta samarbejdet. Men ikke desto mindre fortsatte Sparta med at gøre brug af »Alt for damernes« navn, når der skulle reklameres for Spartas eget kvindeløb.
 
Højesterets afgørelse er en stadfæstelse af Sø- og Handelsrettens dom, og den vækker glæde hos »Alt for damernes« chefredaktør, Camilla Frank.
 
– Vi er meget tilfredse med stadfæstelsen af dommen, der nu ikke længere kan ankes. Den slår klokkeklart fast, at Sparta handlede ulovligt, da de brugte »Alt for damernes« varemærke til at markedsføre deres kvindeløb. Retten anerkender desuden, at vi må kalde »Alt for damernes« kvindeløb for »det første og største«, siger hun i en pressemeddelelse.
 
I modsætning til Sø- og Handelsretten afgjorde Højesteret desuden, at Sparta handlede i strid med markedsføringsloven, da foreningen i en pressemeddelelse i juni 2010 blandt andet skrev, at »Alt for damerne« på »stærkt illoyal og aggressiv vis forsøger at stjæle det brand, Sparta som arrangør har udviklet«.
 
Sparta og »Alt for damerne« arrangerede kvindeløb sammen i perioden 1981-1985 og igen fra 1997-2009.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu