Lockout aflyser eksamener

26. marts 2013 09:46 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Lockout aflyser eksamener
Billede mangler

Elever på landets SOSU- og produktionsskoler går glip af eksamener, når lockouten tømmer skoler og uddannelsesinstitutioner for lærere efter påske.

 

»Elever, som er planlagt til eksamen i ugen efter påske, vil ikke kunne gå op. Vores elever er på en erhvervsuddannelse, og hvis det er en afsluttende prøve, svarer det til, at de ikke får deres svendebrev. De vil i en vis udstrækning kunne søge og få job, men det vil nok være som ufaglærte. Reelt kan det holde dem helt ude af arbejdsmarkedet,« siger Søren Clausen, formand for de danske SOSU-skoler, til dr.dk.

Han forventer, at de berørte elever kan tage afgangsprøven efter konflikten. Men de, der ikke modtager undervisning under lockouten og selvstuderer i perioden, er ifølge Søren Clausen ikke sikre på at få den tabte undervisning tilbage.

Lockouten rammer også produktionsskolerne, hvor nogle eksamener aflyses.

»Der er produktionsskoler, som har elever, der skal deltage i eksamen eksempelvis i samarbejde med en ungdomsskole. Men det vil ikke ramme lige så omfattende som i folkeskolen,« siger Gert Møller, formand for Produktionsskolernes koordinationsudvalg, til dr.dk.

Han mener, det er »helt grotesk«, at produktionsskolerne er involveret i konflikten, fordi lærerne på produktionsskolerne arbejder 37 timer om ugen på selve skolen.

»De underviser 32 timer, og på landsplan er der ingen lærere på nogen produktionsskole, der underviser under 30 timer om ugen i gennemsnit. Så arbejdstidsaftalen på produktionsskolerne er jo meget i den retning, man gerne vil i Finansministeriet,« siger Gert Møller.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu