Lokalpolitikere udsat for dødstrusler, chikane og hærværk

13. september 2017 18:08 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk

40 procent af landets lokalpolitikere har på været udsat for trusler og/eller chikane.

Lokalpolitikere udsat for dødstrusler, chikane og hærværk
Torben Engholm, lokalpolitiker i Horsens, har blandt andet fået ødelagt sin bil. Foto: Colourbox.

Det er ikke kun de folkevalgte på ‘Borgen’, der må lægge ører, indbakker og Facebooksider til mangt og meget.

Det viser en undersøgelse, som Altinget.dk har foretaget blandt 1152 lokalpolitikere. Her svarer cirka 40 procent ja til spørgsmålet: Har du modtaget trusler eller oplevet at blive chikaneret (pr. mail, telefon, opsøgt i eget hjem eller lignende)?

65 procent af chikanen og truslerne foregår i mail eller over telefon, men mange taler også om Facebook som et sted med en særligt hård tone.

– Jeg får mange beskeder i Messenger og mange kontakter den vej rundt. Så jeg har jævnligt folk, der skriver ting til mig, siger Lone Myrhøj (SF), byrådsmedlem i Vejle Kommune til Altinget.dk.

Mange af beskederne handler om hendes person og køn.

– Halvdelen af det er af sexistisk karakter. Det handler om, hvordan jeg ser ud. Og den anden halvdel synes, jeg er et ubehageligt menneske, fordi jeg har lavet et eller andet. Ofte synes jeg, at jeg bliver tillagt nogle ting, som jeg på ingen måde står for, siger Lone Myrhøj.

Smadrede vinduer

For lokalpolitikeren Torben Engholm, byrådsmedlem for Socialdemokratiet i Horsens Kommune, her truslerne været noget mere håndgribelige.

– Mit stuevindue er blevet smadret en gang, mit soveværelsesvindue er blevet smadret to gange. Man er stoppet med at lave hærværk på min bil, men til gengæld er det fortsat på mine vinduer, fortæller han til Altinget.dk.

Opsøgt i eget hjem

Det billede kan mange lokalpolitikere genkende. Hele 15 procent af lokalpolitikkerne, der svarer ja til at have oplevet chikane, er blevet opsøgt i eget hjem.

Ti procent har oplevet hærværk på deres private adresse.

For cirka hver tiende, der har oplevet chikane eller trusler, har der endda været direkte dødstrusler.

Påvirker privatlivet

Sådanne trusler og chikaner går ikke kun ud over politikeren. Også familien bliver påvirket.

– Jeg har to drenge, og de er meget påvirkede af det. De er utrolig påvirkede af, at der er nogle, der laver den slags ting her. Dengang jeg fik punkteret min bil, fortalte jeg det ikke til mine sønner, men de kan jo ikke undgå at se, at mine ruder er smadrede. Det er store børn, jeg har, og de er selvfølgelig bekymrede over det her, siger Torben Engholm til Altinget.dk.

Overraskelse hos KL

Hos Kommunernes Landsforening (KL) er man overrasket over det høje tal.

– Jeg var ikke klar over, at tallet var så stort. Det er voldsomt, og jeg synes selvfølgelig, det er for højt, siger Solvejg Schultz-Jakobsen, sekretariatschef i KL, til Ritzau.

Kilde: Altinget.dk.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu