Løkke kræver gebyrlettelser til små virksomheder

28. februar 2013 17:38 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Løkke kræver gebyrlettelser til små virksomheder
Billede mangler

Venstre vil lette gebyrer og omkostninger, der i dagligdagen tynger landets små og mellemstore virksomheder – og det er ét af de krav, som partiet torsdag aften tropper op med hos finansminister Bjarne Corydon (S), når forhandlingerne om regeringens vækstplan går i gang, skriver Berlingske.

 

Det fortalte formand Lars Løkke Rasmussen (V), da han få timer inden forhandlingerne blev hædret af netop landets små og mellemstore virksomheder.

Dansk Erhvervssammenslutning DESA kårede Lars Løkke Rasmussen til årets erhvervspolitiker – en titel, der tidligere er givet til bl.a. Anders Fogh Rasmussen, Anders Samuelsen og Uffe Ellemann-Jensen.

Ifølge Lars Løkke Rasmussen er der brug for en pakke i vækstpakken, målrettet de små og mellemstore virksomheder:

»Udfordringen er den, at de dele af dansk erhvervsliv, der klarer sig bedst, er de store med det globale udsyn. Virkeligheden er bare, at det ikke er der, den fremtidige jobskabelse sker. Fire ud af ti job er i de små og mellemstore virksomheder, og de får ikke særlig meget gavn af en selskabsskattelettelse. Derfor skal vi sætte penge af til at lette nogle gebyrer og afgifter, som særligt er en byrde for dem,« understreger partiformanden ifølge Berlingske.

Ifølge Lars Løkke Rasmussen går Venstre ind til de kommende forhandlinger med en liste på i alt fire hovedkrav:

– En pakke til de små og mellemstore virksomheder.

– Initiativer til at bremse grænsehandlen.

– Lettelser på energiafgifter.

– Et byrdestop for erhvervslivet.

»Hvis pakken skal virke, er der brug for et håndfast signal om, at ét skridt i den rigtige retning ikke følges op af flere skridt i den forkerte retning. Vi har set en zigzag-kurs fra regeringen, når den i foråret laver en aftale med os om at lette skatter og afgifter, og i efteråret indgår en finanslov med Enhedslisten, hvor de øger skatter og afgifter,« siger han og fortsætter:

»Vi har behov for et hånd- og klippefast byrdestop, hvis den pakke også psykologisk skal have den effekt, som jeg mener, den skal have, når man investerer så mange milliarder. Det skal være sådan, at man i bestyrelseslokalerne aflæser Christiansborg sådan, at nu er der lagt en fast kurs, som vi kan have tillid til.«

Han forklarer, at partiet går konstruktivt ind i de kommende forhandlinger:

»Nogen har sagt, at udspillet er designet til Venstre. Jeg vil næsten sige, at det på visse punkter kunne være designet af Venstre … Det er et skridt i den rigtige retning, men det er oplagt, at skridtet kunne være større,« siger Lars Løkke Rasmussen.

Venstre-formanden går imidlertid også ind til forhandlingerne med en portion realisme i forhold til, hvor langt regeringen kan strække sig.

»Jeg havde gerne set en endnu lavere selskabsskat, men det er næppe her, regeringen kan give indrømmelser, når jeg iagttager den politiske debat, der udspiller sig i og omkring regeringen.«

I forhold til finansieringen af de forslag, som Venstre nu spiller ind i forhandlingerne, peger Lars Løkke Rasmussen bl.a. på at skrue væksten i de offentlige udgifter endnu længere ned end regeringen. Desuden afviser han ikke, at der kan ses nærmere på regeringens udspil til SU-reform og kontanthjælpsreform for at se, om der kan hentes noget yderligere her.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu