Løkke: »Upassende« at skattesag blev nævnt på V-ministermøde

19. april 2013 12:58 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Løkke: »Upassende« at skattesag blev nævnt på V-ministermøde
Billede mangler

Én gang blev Helle Thorning-Schmidt (S) og Stephen Kinnocks skattesag drøftet på et officielt ministermøde i Venstre i sommeren 2010.

 

Det fortalte Venstres formand og landets daværende statsminister, Lars Løkke Rasmussen, som fredag blev afhørt af Skattesagskommissionen.

Løkke fandt det »lidt upassende«, at sagen overhovedet blev nævnt på ministermødet, forklarede han.

Så vidt han kunne redegøre for, fandt mødet sted den 13. august 2010, hvor Skat Købehavn stadig var i gang med at behandle selve substansen i skattesagen – nemlig om Thornings mand, Stephen Kinnock, var skattepligtig i Danmark eller ej.

Tonen på ministermødet var uformel, og pludselig spurgte »en kollega« til Lars Løkke Rasmussen til skattesagen. Hvem?

»Det kan jeg ikke huske,« svarede Løkke fra vidneskranken.

»Men jeg kan huske, at jeg i situationen faktisk fandt det lidt upassende. Jeg gav ordet videre til skatteministeren, som oplyste, at den her sag var i proces og behandling hos Skat København. Det er det eneste møde, hvor jeg kan erindre mig, at den her sag har været diskuteret. Så har det givetvis også været sådan, at man mand og mand imellem har talt om den her sag, hvis der har ligget en avis eller en karikaturtegning på bordet,« sagde Løkke.

Det var det eneste officielle møde, V-formanden kunne huske, hvor skattesagen var blevet diskuteret. Dertil kom dog – forklarede han – diverse »mand til mand«-samtaler om pressens historier om skattesagen.

På spørgsmålet om, hvorvidt Lars Løkke Rasmussen på noget tidspunkt har drøftet skattesagen med Troels Lund Poulsen, svarede han:

»Nej, jeg har ikke drøftet ligningssagen, jeg har heller ikke med Troels Lund Poulsen haft drøftelser om den politiske sag. Men jeg kan ikke sidde her og sige, at jeg totalt kan udelukke, at jeg har været i det samme lokale, hvor Troels Lund Poulsen også har været, og der er faldet en bemærkning, der har relateret sig til den her sag.«

Overfor chefen for Venstres kommunikationsafdeling, Søs Marie Serup, havde Lars Løkke Rasmussen tidligere i forløbet specifikt bedt om at blive holdt helt ude af sagen. Løkke så den som en personsag, forklarede han:

»Jeg har sagt: Jeg vil ikke have noget med den sag at gøre. Den må I håndtere. Og det har Peter Christensen, så håndteret,« sagde Løkke med henvisning til, at det var Venstres daværende politiske ordfører, Peter Christensen, der utalte sig til pressen om Thornings-parrets skattesag.

Forklaringen stemmer overens med, hvad Søs Marie Serup fortalte, da hun vidnede for Skattesagskommissionen sidste år.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu