London: Dansk gymnasieelev kvæstet efter fald fra vindue

11. april 2012 18:16 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
London: Dansk gymnasieelev kvæstet efter fald fra vindue
Billede mangler

Gymnasieelev fra Favrskov Gymnasium er hårdt kvæstet – røg hash og faldt ud af vinduet under studietur til London.
 
Hvad der skulle have været en lærerig og hyggelig studietur for en 2. g-klasse fra Østjylland, er endt med en trist udgang, efter en elev kom ud for en alvorlig ulykke.
 
Under studieturen i London er en elev fra Favrskov Gymnasium tirsdag aften faldet ud af et vindue på det hotel, hvor eleverne opholdt sig. Det skriver stiften.dk.
 
Eleven er nu indlagt på et sygehus i lokalområdet. Det er endnu uvist, hvor alvorligt drengen er kvæstet.
Resten af gymnasieklassen har valgt at vende retur til Danmark efter ulykken.
 
“Vi har i dag hentet 2.m hjem fra deres studietur i London på grund af en elevs alvorlige faldulykke. Eleven er indlagt på hospitalet, og forældrene er hos ham”, melder rektor Jørgen Christiansen på gymnasiets hjemmeside.
 
”Herhjemme venter der den fornødne støtte til de elever, der måtte have brug for det ved deres hjemkomst”, lyder det videre.
 
Ifølge stiften.dks oplysninger var drengen påvirket efter at have røget hash, da ulykken skete. Den oplysning kan rektor Jørgen Christiansen, Favrskov Gymnasium, dog hverken be- eller afkræfte over for avisen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu