Londons vartegn tier ved Jernladyens bisættelse

16. april 2013 14:20 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Londons vartegn tier ved Jernladyens bisættelse
Billede mangler

STORBRITANNIEN: Når Margaret Thatcher stedes til hvile onsdag, så tier Big Ben, mens uret på Westminster Palace går i stå.
De berømte London-vartegn skal vise den afdøde jernlady den sidste respekt, og det samme vil en lang række prominente navne gøre. Omkring 2.000 personer fra ind- og udland ventes at dukke op til bisættelsen, og dertil kommer de tusindvis af briter, som vil følge den på afstand.

 

USA sender to tidligere udenrigsministre, George Shultz og James Baker, til bisættelsen. Til gengæld dukker hverken Barack Obama eller hans forgængere op. Jimmy Carter, George Bush, Bill Clinton og George W. Bush er ellers alle inviteret, men ligesom Sovjets tidligere leder, Mikhail Gorbatjov, og den forhenværende tyske kansler, Helmut Kohl, der begge var i vælten samtidig med Thatcher, har meldt afbud.

Til gengæld vil dronning Elizabeth og prins Phillip vise Margaret Thatcher en sidste ære, og de får selskab af hendes efterfølgere, John Major, Tony Blair, Gordon Brown og David Cameron.

Den franske præsident, Francois Hollande, og Tysklands kansler, Angela Merkel, er også inviteret. Det er Argentinas præsident, Cristina Fernandez de Kirchner, til gengæld ikke. Der er ikke nogen officiel forklaring på den udeblevne argentinske invitation, men den tolkes som et udslag af det fjendtlige forhold mellem de to lande, som i Thatchers regeringstid lå i krig om Falklandsøerne.

Blandt de mere celebre personligheder på gæstelisten finder man sangerinden Shirley Bassey, forfatteren Frederick Forsyth og musicalkomponisten Andrew Lloyd Webber.

Fra dansk side deltager ambassadør Anne Steffensen, som ifølge Udenrigsministeriet vil repræsentere den danske regering.

For personer, som kan huske premierminister Winston Churchills begravelse i januar 1965, vil Thatchers bisættelse sandsynligvis vække en del minder. Akkurat som sin forgænger, vil de jordiske rester af Jernladyen blive båret op ad Ludgate Hill til St. Paul’s Cathedral af 10 soldater.

Prisen på højtideligheden ventes at løbe op i mindst 10 millioner pund, og det har skabt debat i Storbritannien, hvor Margaret Thatcher selv efter sin død formår at dele vandene. Det er langt fra alle briter, der husker tilbage på hendes regeringstid med glæde, og flere har da også givet udtryk for, at Jernladyen ikke vil blive savnet.

Det har de blandt andet markeret ved at sende den mere end 70 år gamle sang »The Witch is Dead« fra filmen »Troldmanden fra Oz« til tops på de engelske hitlister. Og det britiske parlamentsmedlem John Healey, tidligere boligminister for Labour, har krævet, at de britiske borgere får indsigt i, hvad bisættelsen kommer til at koste.

»Offentligheden har ret til at få det fulde overblik over omkostningerne ved bisættelsen. Ethvert forsøg på at skjule omkostningerne ved denne bisættelse er uforsvarligt,« siger han ifølge The Guardian og fortsætter:

»Det her er på alle måder en statsbegravelse, undtagen af navn, og uden parlamentets godkendelse af finansieringen og folkets samtykke. Churchill, som er den eneste premierminister, der har fået en statsbegravelse i de seneste 100 år, forenede landet, men Thatcher delte det«.

Bisættelsen begynder klokken 12 dansk tid.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu