Lønkaos presser Brøndby-aktien i bund

30. januar 2013 10:18 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Lønkaos presser Brøndby-aktien i bund
Billede mangler

For en 10er kan man få et coinoffer hos McDonald’s – og nu kan man også blive medejer i Brøndby IF for samme beløb. Klubbens aktie falder her til morgen dramatisk, efter at der stadig ikke er kommet noget nyt fra aftenens forhandlinger mellem klubben og Spillerforeningen.

 

Aktien, der i forvejen er på fondsbørsens observationsliste, ser ud til at sætte ny bundrekord i dag.

Klubben fra Vestegnen har i lang tid haft store økonomiske problemer og planlægger en aktieudvidelse til april for at få flere penge i kassen. Det ser ud til at blive en meget svær øvelse, men de nuværende forhandlinger handler om at finde en akut nødløsning på det faktum, at der ikke er råd til at betale lønninger i morgen. Egentlig var man blevet enige om en aftale, hvor klubbens ansatte – også spillerne – gik med til kun at få udbetalt en fjerdedel af januarlønnen og resten efter aktieudvidelsen. Men nu er forhandlinger tilsyneladende strandet på et krav fra de ansatte om, at klubben senest ved udgangen af januar skulle have en redningsplan på plads. Og det har altså hidtil ikke kunne lade sig gøre.

Der har ellers flere gange i løbet af det sidste halve år været pengemænd med følelser for Brøndby, der har meldt sig parat til at poste penge i klubben, blandt andre den tidligere direktør Frank Buch-Andersen og en gruppe investorer. Men hver gang er forhandlingerne faldet til jorden, ifølge rygter fordi den tidligere formand, Per Bjerregaard ikke ville slippe sit tag i klubben. På grund af Brøndbys aktiestruktur med a – og b-aktier har han via sin post som formand for klubbens amatørafdeling kunnet bevare en stor del af magten i klubben.

Efter lang tids pres gik Per Bjerregaard så af i går, men spørgsmålet er, om der stadig findes investorer, der vil satse deres penge på en fodboldklub med stort underskud, og som på grund af sine dårlige sportslige resultater styrer direkte mod første division. Ifølge Sporten.dk førte nattens forhandlinger ikke til noget brugbart resultat, og de fortsætter derfor i dag.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu