Lønmodtagerne: Helle skal levere uddannelse ved trepartsforhandlinger

7. maj 2012 09:38 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Lønmodtagerne: Helle skal levere uddannelse ved trepartsforhandlinger
Billede mangler

Bedre uddannelse af arbejdsstyrken topper danskernes forventninger til trepartsforhandlingerne. Regeringen er under pres, siger forsker.
 
Regeringen, fagbevægelsen og arbejdsgiverne er til eksamen i de kommende måneder, hvor parterne skal forhandle sig frem til rammeaftaler, der øger arbejdsudbuddet med 20.000 personer og skaffer fire milliarder kroner ekstra til statskassen.
 
Et flertal af danskerne, 57 procent, forventer, at trepartsforhandlingerne ender med bedre uddannelse for både ledige og beskæftigede.
 
Det viser en opinionsundersøgelse, som analysefirmaet Wilke har lavet for Newspaq.
 
Til gengæld forventer kun 28 procent, at parterne går fra forhandlingsbordet med en aftale om, at lønmodtagerne skal betale for forbedringerne ved at lægge flere timer på arbejdsmarkedet.
 
Og det er et stort problem for regeringen, mener professor Henning Jørgensen fra Aalborg Universitet.
– Hvis regeringen går stejlt ind til forhandlingerne med en altoverskyggende dagsorden om, at der skal findes milliarder ved at skære helligdage væk, eller folk skal arbejde længere, så stopper de forhandlinger ret hurtigt. Den her undersøgelse viser, at der er forventninger om tryghedsskabende løsninger i befolkningen, siger han til Newspaq.
 
Lønmodtagerne går nu ind i den anden overenskomstperiode med løntilbageholdenhed og reallønsfald.
 
Og derfor stiger presset for alvor på regeringen, der må droppe kriseretorikken og levere et nyt reformprogram, der appellerer til befolkningen, mener Henning Jørgensen.
– Jeg mener, at regeringen er ved at male sig selv op i et hjørne med krisesnak og statsfinansiel underskudssnak. Trepartsforhandlingerne kan blive løsningen for et reformprogram. Og det er det, der skal til, hvis regeringen ikke kun skal miste prestige, forklarer professoren.
 
Socialdemokraternes politiske ordfører Magnus Heunicke mener, at opinionsmålingen er et udtryk for opbakning til den opgave, regeringen og arbejdsmarkedets parter står over for.
– Der bliver færre i den arbejdsdygtige alder og flere ældre at forsørge. Den udfordring er vi nødt til at løse, hvis vi skal have råd til velfærd, til skoler og ældrepleje. Det synes jeg, danskerne viser, at de er parate til at løse, og har forskellige modeller for, hvad de foretrækker, siger han.
 
Men også større tryghed i jobbet, tiltag mod løndumping fra udenlandsk arbejdskraft og forbedringer af dagpengereglerne er områder, hvor hver fjerde til femte dansker forventer succes.
 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu