Lovløse cowboys hyres til at jagte pirater

5. marts 2012 08:02 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Lovløse cowboys hyres til at jagte pirater
Billede mangler

Frygten for pirater får flere og flere skibe til at hyre private sikkerhedsfolk til at beskytte folk og varer, når de skal igennem det udsatte farvand ved Somalia.

 

Men de lejede vagter har ofte ikke våbentilladelse og balancerer på kanten af loven.
Ifølge Politiken er markedet for lovløse cowboy-vagter til søs eksploderet. En direktør for et egyptisk sikkerhedsselskab vurderer, at omkring 70 procent af skibene køber vagter.
“Hvis ikke der kommer styr på det her, kan vi risikere at få en wild west-justits ude på det åbne hav, og det er måske det, vi kan se begyndelsen på,” siger Birgit Feldtmann fra Syddansk Universitet, som forsker i pirateri og retshåndhævelse til søs, til Politiken.
Vagterne har ofte hverken uddannelse eller våbentilladelse, og det sker, at de skyder før de spørger. For eksempel blev to indiske fiskere skudt for et par uger siden, fordi de hyrede muskler troede, fiskerne var pirater.
“En grundlæggende overvejelse er også, om det skal være en privat opgave at håndhæve retten til søs. Lige nu går udviklingen i den retning, fordi vi ikke har kunnet magte at løse problemet på en anden måde,” siger Birgit Feldtmann til Politiken.
Kilde: Politiken.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu