Luften er gået ud af Wi-Fi på farten

18. april 2013 14:38 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Luften er gået ud af Wi-Fi på farten
Billede mangler

Rejsende med SAS kan få adgang til Wi-Fi på nogle ruter. Det er tænkt som en hjælp til forretningsrejsende, der vil udnytte tiden i luften, men kvaliteten lever ikke op til SAS’ forventninger, og derfor sætter selskabet udrulningen af trådløst internet på pause.

»Vi forhandler lige nu med vores leverandører om at forhøje kvaliteten, og i den periode ruller vi ikke nye Wi-Fi-systemer ud,« siger pressechef Trine Kromann-Mikkelsen fra SAS.

SAS har selv kaldt time-out, da forbindelsen simpelthen ikke lever op til selskabets forventninger.

»Vi har stoppet det af egen vurdering. Vi har ikke haft en kundestorm imod det, men selv fulgt det nøje og tester det hele tiden. Men det performer ikke, som vi gerne vil have det,« siger Trine Kromann-Mikkelsen.

Derfor er der kun blevet installeret Wi-Fi i 10 af flådens fly. Det første fly fik internet i december 2011, og i starten var det gratis at benytte. For at fritidsrejsende ikke bruger al kapaciteten på Facebook og downloads, indførte SAS betaling for Economy den 27. september sidste år.

Indtil videre er det kun flytypen Boeing 737, der har internet installeret. De bruges primært på rejser til og fra Oslo og Stockholm, og derfor er det primært, når turen går fra København til en af nabohovedstæderne i Norden, at der er netadgang. 

»Og vi fjerner ikke forbindelsen på de 10 fly, hvor det allerede er rullet ud,« siger Trine Kromann-Mikkelsen.

På de oversøiske ruter til Nordamerika og Asien bruger SAS andre flytyper, som Airbus A330 og A340, og i første omgang kommer der ikke Wi-Fi på disse ruter.

»Det er for tidligt at svare på, om der skal komme Wi-Fi på alle flytyper i SAS’ flåde. 10 er jo bare en lille del. Men nu skal vi have en ordentlig kvalitet på plads først,« siger Trine Kromann-Mikkelsen og tilføjer:

»Det er jo relativt nyt at kunne få Wi-Fi på fly, så det er jo ikke så mærkeligt, at det er i nogle testfaser.« 

SAS kan ikke kommentere på omkostningerne ved Wi-Fi, eller hvornår forhandlingerne ventes at være på plads.

Norsk lavpris-internet

Et andet flyselskab, som tilbød internet til rejsende på europæiske ruter som de første, er Norwegian, der har netadgang på 60 ud af 64 af selskabets nyere Boeing 737-800 fly. Her er det endnu gratis, men det kom frem i den norske avis Aftenposten sidste år, at ruterne med net koster ti kroner ekstra – om man bruger nettet eller ej.

Men Norwegians passagerer er ifølge undersøgelser lavet af selskabet tilfredse med tjenesten, som endnu kaldes en gratistjeneste.

»Vi arbejder konstant med at forbedre produktet og brugeroplevelsen om bord. Sidste år begyndte vi at bruge satellit nummer to, for at aflaste trykket på den oprindelige satellit. Desuden har vi blokeret nogle typer af data og applikationer som film og tv-streaming og opdateringer af apps,« siger kommunikationsrådgiver Astrid Mannion.

Norwegian lancerede dog, også som de første, en tjeneste der fra den 22. marts i år gør det muligt at leje film og tv-serier ombord på alle 60 fly med internetadgang. Tjenesten blev testet i månederne op til lanceringen og de positive tilbagemeldinger satte satsningen i luften.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu