Lundbeck hvirvlet ind i konkurrencesager mod kopiproducenter

19. april 2013 08:26 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Lundbeck hvirvlet ind i konkurrencesager mod kopiproducenter
Billede mangler

Gennem flere år har de amerikanske politikere vedtaget love, der skal sikre, at de billige, men ligeså effektive kopiprodukter kommer på markedet hurtigst muligt. Men både i USA og EU kæmper medicinalindustrien for profitten, og nu frygtes det, at industrien går over stregen i jagten på penge.

Det er Federal Trade Commisson, som varetager forbrugernes interesse i USA, som retter kritik mod de store medicinalvirksomheder og mener, at de ulovligt bremser for kopiproducenterne, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

»Reglerne kan ikke virke efter hensigten, hvis kopiproducenterne ikke er i stand til at få adgang til prøver af originalmedicinen,« skriver Federal Trade Commission i et brev til den amerikanske domstol i en konkret sag, skriver Jyllands-Posten.

Der har på det seneste været flere eksempler på at originalproducenterne har besværliggjort udviklingen af kopiprodukter. Blandt andet Lundbeck, som slås både med EU om en alvorlig konkurrencesag og nu også bliver trukket ind i en lignende sag i USA.

Myndighederne i USA vil finde ud af om Lundbeck forhindrer kopiproducenter i at komme på markedet, da det er kommet frem, at det canadiske selskab Apotex ikke kan få udleveret Xenazine, som bruges til en speciel form for epilepsi.

Det er et produkt, der normalt kun sælges til få specialiserede apoteker, og derfor har Lundbeck spurgt de amerikanske myndigheder om lov til at sælge til kopiproducenter, og det er det svar, koncernen endnu venter på, siger pressechef Mads Kronborg til Jyllands-Posten.

Han afviser, at Lundbeck gør det for at forhindre kopiproducenterne i at udvikle billigere efterligninger, men nu vil Federal Trade Commission altså undersøge selskabets praksis.

Den anden sag Lundbeck er trukket ind i, er en sag om ulovlige aftaler med kopiproducenter, som EU Kommissionen annoncerede sidste sommer. Kommissionen beskylder Lundbeck for at holde de billige kopier af depressionsmidlet Cipramil væk fra markedet. Lundbeck nægter sig skyldig.

»Når man ser Lundbeck i nu to tilfælde om kopier og patentbeskyttelse, er det et udtryk for, at selskaberne forsøger at finde grænsen. De skal ikke tænke på samfundets nytte, men på aktionærernes afkast,« siger Jakob Kjellberg, seniorprojektleder ved forskningscenteret KORA til Jyllands-Posten.

Efter man i USA har strammet reglerne for distribution af medicin, har flere selskaber forsøgt nye fremgangsmåder. Blandt andet har selskaberne i flere tilfælde nægtet at sælge medicinen til kopiproducenterne, som på grund af reglerne ikke bare kan købe produktet af en grossist.

Midt i kampen mellem kopiproducenter og medicinindustrien står staterne. De offentlige sundhedskasser og store forsikringsselskaber, som gerne vil have de billige kopier på markedet. Men hos Lundbeck fortæller Mads Kronborg, at selskabet hverken forsøger at forhindre efterligningerne eller har tænkt sig at hjælpe kopibranchen.

»Generelt er holdningen hos os, at ingen virksomheder har nogen interesse i at hjælpe kopisterne til hurtigere at komme til at kopiere produkter. Men omvendt vil vi heller ikke uretmæssigt forhale den proces,« siger han til Jyllands-Posten.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu