Lundby-forstander bryder tavsheden: Derfor anker jeg dommen

14. februar 2013 18:20 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Lundby-forstander bryder tavsheden: Derfor anker jeg dommen
Billede mangler

For første gang siden sin dom tager Lundby Efterskoles forstander nu bladet fra munden.

 

Til DR Nyheder fortæller Truels Truelsen, at han har været usikker på, om han skulle anke sin dom i forbindelse med den skæbnesvangre ulykke på Præstø Fjord, men at han til sidst nåede frem til en klar konklusion.

»Den har været meget, meget svær. Jeg har været i tvivl, vaklet mellem de to muligheder. Op til fem-ti gange om dagen har jeg skiftet mening, men nu ligger det fast, jeg ved, det er det rigtige, jeg har gjort,« siger han til DR Nyheder og uddyber:

»Selvfølgelig ville det være muligt for mig at modtage en fejlagtig dom. Jeg ville nok også kunne leve med den, og jeg ville tænke over den de næste 30-40 år. Den ville være til at komme over, for den ville ikke gøre det store ved min hverdag. Men det taler imod min retsfølelse, at jeg skal modtage den for at få fred.«

I Retten i Nykøbing Falster blev han idømt 60 dages betinget fængsel, da han blev kendt skyldig i uagtsom legemsbeskadigelse og i at overtræde loven om sikkerhed til søs.

Flere forældre til de elever, der var med på dragebåden, som kæntrede i det iskolde vand, undrede sig onsdag over, at Truels Truelsen anker dommen. De kan ikke forstå, at han som efterskolens øverste ansvarlige, ikke vil påtage sig det ansvar.

»Jeg troede, at vi endelig havde fået sat et punktum. Det var en mild dom, og jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at han ville anke,« lød det blandt andet fra faderen Thomas Bøhm til bt.dk.

Truels Truelsen forsikrer dog om, at han stadig er dybt berørt over situationen.

»Jeg gør det jo ikke for at genere nogen, jeg føler stadig voldsomt med de forældre og specielt eleverne, der har været involveret i det her,« siger han til DR Nyheder.

Forstanderen mener, at det overordnede ansvar for ulykken ligger hos den druknede lærer Michael Jørgensen, som afgjorde, at eleverne skulle sejle ud i februar 2011.

Han mener, at han har levet op til sin opgave som forstander, fordi det var den afdøde lærer Michael Jørgensen, der tog beslutningen om at sejle ud på Præstø Fjord i februar for to år siden. Selv var forstanderen bortrejst, da ulykken skete.

»Jeg kan ikke tage ansvar for, at en lærer i mit fravær vælger at modgå en tjenstlig ordre og alligevel tage af sted. Det var helt uforståeligt for mig, at de tog ud og sejle den dag, og hvis jeg var blevet spurgt, var det selvfølgelig blevet standset. Det er ikke muligt for mig at gennemtænke enhver situation, som ligger på tværs af de tjenstlige ordrer,« siger han til DR Nyheder.

13 elever og to lærere sejlede ud i dragebåden, der kæntrede på grund af dårligt vejr. Mens tre af dem nåede ind til land og hentede hjælp, lå resten i vandet. Syv af eleverne blev erklæret klinisk døde, da de blev hentet op, men blev efterfølgende genoplivet. De lever i dag med varige mén.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu