Luxembourg tvivler på Andy Schleck

21. februar 2013 20:26 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Luxembourg tvivler på Andy Schleck
Foto: Facebook.
Andy Schleck

Andy Schleck har ikke gennemført et cykelløb det seneste år. Foto: Facebook.

Det går ikke særlig godt for cykelrytteren Andy Schleck. Faktisk er det snart et år siden, at luxembourgeren senest gennemførte et cykelløb. Lige siden et styrt i foråret 2012 satte ham ud af spil, har han kæmpet for at komme tilbage på det topniveau, han tidligere har vist.

 

Men han har ikke trænet hårdt nok, mener præsidenten for det luxembourgske cykelforbund, Jean Regenwetter, som er bekymret for, om Schleck overhovedet kommer op igen.

– Det ser ikke godt ud i øjeblikket. Det tyder på, at Andy ikke har arbejdet og trænet godt nok henover vinteren, siger præsidenten til det luxembourgske nyhedssite wort.lu.

– Han bliver nødt til at tage sig sammen, ellers kan han hurtigt afskrive 2013-sæsonen.

– Konkurrencen sover ikke, lyder opfordringen fra præsidenten til Andy Schleck, som lige nu er på træningslejr på Mallorca.

Andy Schleck måtte senest trække sig ud af Tour Méditerranéen. Bagefter blev der spekuleret i, at Schlecks problemer ikke bare var dårlig fysik, men i højere grad et problem, som sad i hovedet.

Team Radioshacks sportsdirektør Luca Guercilena forsøgte i den forbindelse at tage dramatikken af historien. Derfor sendte han Andy Schleck til Mallorca for at træne i stedet for at køre flere løb.

– Der er dog stor forskel på træning og løb. Vi vil gerne undgå tilbagefald som følge af et løb. Andys hovedmål ligger senere på sæsonen. Det er bedre, at vi er forsigtige nu i stedet for at tage et par skridt tilbage, sagde Guercilena.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu