Lykketoft får ros af DF

4. juni 2012 09:07 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Lykketoft får ros af DF
Billede mangler

Selvom det ikke var uden postyr, da Mogens Lykketoft (S) i oktober 2011 blev valgt til Folketingets formand, får han nu – ved slutningen af sit første folketingsår som “ham, der ringer med klokken” – karakteren “bestået” af sine politiske modstandere.
En af dem er Venstres gruppeformand, Kristian Jensen, der forud for udnævnelsen af Lykketoft som formand kritiserede den 66-årige socialdemokrat for at have et iltert temperament efter en episode under valgkampen, hvor han overfusede en journalist.
– Jeg vil give ham karakteren “bestået”, men uden nogen prangende karakter, siger Kristian Jensen, der ikke vil kommentere på Lykketofts temperament.
På sit første år som formand har Lykketoft blandt andet markeret sig ved blankt at afvise DF’s krav om at aflyse en middag på Christiansborg i anledning af den muslimske højtid, ramadanen.
Lykketofts egne partifæller har også stået for skud, da han valgte at tale alvorsord med regeringen, fordi den kun gav få dages høringsfrist til lovforslaget om fixerum, trods løfter i regeringsgrundlaget om at sikre rimelige høringsfrister.
– Det var godt, at han reagerede, men det kom bare lidt sent, lyder dommen fra Kristian Jensen.
Fra Dansk Folkeparti får Lykketoft et uforbeholdent skulderklap af Søren Espersen, som han sidder i Folketingets præsidium med.
– Jeg synes, han har klaret det fortrinligt. Jeg har ikke noget at udsætte på hans ledelsesstil. Vi har et rigtig godt kammeratskab i præsidiet og en god forståelse af, hvor vigtigt det er, at vi står sammen om beslutningerne, siger Søren Espersen.
Han anklagede ellers i januar Lykketoft for at foregribe Irakkommissionens konklusion, da Lykketoft beskyldte VK-regeringen for at have vildledt Folketinget i sagen.
Trods den skarpe retorik mener Søren Espersen dog stadig, at Lykketoft er en god formand – med eller uden temperament.
– Vi har sgu alle sammen temperament, ellers ville det godt nok være et kedeligt sted at være. Vi har da ting, hvor vi taler højt til hinanden, men der er stadig en god, parlamentarisk atmosfære.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu