Lykketoft vil beholde journalister på Borgen

21. februar 2013 18:47 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Lykketoft vil beholde journalister på Borgen
Billede mangler

»Jeg har ikke nogen dagsorden om at smide pressen ud fra Christiansborg.«

 

Det fastslår Folketingets formand, Mogens Lykketoft (S), efter at et par af Venstres folketingsmedlemmer har foreslået at flytte pressen helt ud af Christiansborg i modsætning til i dag, hvor de fleste større medier har redaktioner på Borgen.

»Det er ikke min dagsorden, men medierne skal gøre sig klart – og derfor må vi også bede dem om at skærpe selvjustitsen, så vi ikke ser nogen gentagelser af det, Ekstra Bladet har præsteret – at der sagtens kan gå hen og blive et stort antal politikere, som vil støtte det krav fra Venstre, hvis ikke vi kan få overholdt de aftaler, som vi har lavet,« siger Mogens Lykketoft.

Folketingets præsidium med Mogens Lykketoft i spidsen besluttede onsdag at give en journalist og en fotograf fra Ekstra Bladet seks måneders karantæne fra Christiansborg, fordi de i 36 sekunder fulgte efter de Konservatives formand, Lars Barfoed (K), og stillede ham spørgsmål om en lejlighed på Frederiksberg, selvom han flere gange sagde »ingen kommentarer«.

Det var nødvendigt at statuere et eksempel, siger Mogens Lykketoft, og peger på tidligere episoder, hvor journalister har fulgt efter politikere på Christiansborgs gange.

»Efter vi havde sager omkring blandt andre Henriette Kjær (K), lavede vi en krystalklar aftale mellem Folketinget, præsidiet og presselogen om, hvordan man skulle opføre sig på Christiansborg. Det er den aftale, som Ekstra Bladet selv har dokumenteret, at de har brudt. Derfor har vi besluttet, at det var nødvendigt at statuere et eksempel.«

»Det har ikke noget med pressefrihed eller tilstedeværelse på Christiansborg at gøre. Det har noget at gøre med, at vi har haft en meget omfattende diskussion om, hvad man kan og ikke kan tillade sig der, hvor folk har deres arbejde på Christiansborg, og hvordan pressen som gæster skal opføre sig,« siger Mogens Lykketoft.

Formanden frygter ikke, at sanktionerne mod Ekstra Bladet vil skræmme andre journalister til at være blidere mod politikerne i fremtiden.

»Man kan altid føre meget indviklede og lange diskussioner om, hvor meget over grænsen det var og så videre. Det her er et forsøg på at få forholdet mellem pressen og politikerne på Christiansborg på ret køl igen, så vi ikke skal lave andre og mere dramatiske ændringer,« siger han.

Forslaget om, at journalister ikke længere bør have kontorer på Christiansborg er stillet af Venstres retsordfører, Karsten Lauritzen (V), og partiets indfødsretsordfører, Preben Bang Henriksen (V).

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu