Lyngby-spiller oddsede på modstanderne

7. december 2011 11:45 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Lyngby-spiller oddsede på modstanderne
Billede mangler

Da Kim Aabech og resten af Lyngby Boldklub løb banen for at udfordre de danske mestre fra FC København i superligarunden den 6. november, kompromitterede Aabech sine etiske forpligtelser som fodboldspiller.
Det skriver Ekstra Bladet.
Inden kampen havde Lyngby-profilen nemlig spillet 500 kroner på, at FCK ville vinde opgøret. På trods af, at FCK var storfavoritter, er ekspert i matchfixing og konsulent hos DBU Henrik Radich, ikke i tvivl om, at Aabech overtrådte DBU’s etiske kodeks.
“Det er matchfixing. Selv små væddemål på egne kampe lægger kimen til noget langt alvorligere, og sportsfolk skal bare holde sig fra det,” siger Henrik Radich til Ekstra Bladet.
Lyngby tabte kampen 3-0, og i Ekstra Bladet fik Kim Aabech karakteren to for sin indsats. Totallet beskrives som ‘Lige Bestået’ på skalaen, som går fra 0 til 6.
Væddemålet er ikke kun etisk uforsvarligt, men kan blive et juridisk problem for fodboldspilleren.
Spiller en atlet på egne kampe, hvor han har mulighed for at påvirke resultatet, er det med egen økonomisk vinding for øje, og så nærmer det sig økonomisk kriminalitet. Jeg vil til enhver tid mene, at sådan en sag bør overgives til jurister,” siger Henrik Radich.
Lyngby Boldklubs ledelse har ifølge Ekstra Bladet ingen kommentarer til sagen.
Kilde: Ekstra Bladet

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu