Lystfisker eftersøgt til havs: Nu er han fundet død

15. marts 2017 06:28 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Søværnet, politiet og det lokale beredskab var indsat i eftersøgningen.

Tirsdag aften eftersøgtes en 72-årig lystfisker på vandet ved Knebel Vig, fordi mandens jolle pludselig var drevet i land uden den 72-årige mand. Politiet frygtede derfor, at der var sket en ulykke.

Vagtchef ved Østjyllands Politi, Jens Rønberg, oplyste tirsdag til Newsbreak.dk, at lystfiskeren var sejlet ud i en jolle på et tidspunkt mellem klokken 11.30 og 17.30. En ven slog alarm, da denne blev bekymret over, at den 72-årige ikke var vendt tilbage, og så blev eftersøgningen sat i gang.

To af Forsvarets helikoptere afsøgte området ved netop Knebel Vig på Djursland, og det var da også en af disse, der fandt den 72-årige fisker, oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse. Manden blev fundet druknet.

Intet mistænkeligt

De pårørende til den døde er blevet underrettet af politiet, fremgår det af pressemeddelelsen, hvor politiet ligeledes skriver, at det ikke har yderligere kommentarer til hændelsen.

Intet ved dødsfaldet betragtes som værende mistænkeligt.

Tirsdag aften fortalte vagholdslederen ved Forsvarets Operationscenter, at vandet i Knebel Vig har en temperatur på omkring fem grader, hvorfor det er kritisk at ligge i vandet for længe.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu