Ronaldo er verdens bedste – igen igen igen

12. december 2016 20:21 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk og Ritzau Fokus

Champions League-titlen og EM-triumfen med Portugal var med til at sikre Ronaldo hæderen som verdens bedste.

Ronaldo er verdens bedste - igen igen igen
Cristiano Ronaldo er igen verdens bedste fodboldspiller. Arkivfoto: JAVIER SORIANO/Scanpix

Cristiano Ronaldo er kåret til verdens bedste fodboldspiller i 2016. Det sker ved France Footballs årlige kåring af verdens bedste fodboldspillere.

Real Madrid-spilleren vandt altså mandag det franske fodboldmagasin France Footballs Ballon d’Or-kåring.

Det er fjerde gang i karrieren, at den 31-årige portugiser hædres med den prestigefulde pris. Han blev hædret som verdens bedste i 2008, 2013 og 2014. Argentinske Lionel Messi vandt hæderen i 2009-12.

– Det er en stor ære for mig at vinde den gyldne bold for fjerde gang. Følelsen er den samme som første gang. Det er som en drøm, der er gået i opfyldelse endnu en gang.

– Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle vinde fire gange. Jeg er så glad, siger Cristiano Ronaldo ifølge Reuters.

Ronaldo var i 2016 med til at vinde Champions League med Real Madrid.

Sammen med det portugisiske landshold triumferede han desuden i sommer ved EM i Frankrig.

Fakta

De seneste 10 vindere af Ballon d'Or

Fra 2010 til 2015 var France Footballs hæder slået sammen med Det Internationale Fodboldforbunds (Fifa) kåring Fifa World Player of the Year, men de er nu igen adskilt.

Fifa har i stedet lanceret en ny prisuddeling til januar med navnet The Best Fifa Football Awards.

Ballon d’Or blev uddelt første gang i 1956. Det er stemmer fra omkring 200 fodboldjournalister, der ligger til grund for kåringen.

Her er de seneste 10 års vindere:

2007: Kaká (Brasilien)

2008: Cristiano Ronaldo (Portugal)

2009: Lionel Messi (Argentina)

2010: Lionel Messi (Argentina)

2011: Lionel Messi (Argentina)

2012: Lionel Messi (Argentina)

2013: Cristiano Ronaldo (Portugal)

2014: Cristiano Ronaldo (Portugal)

2015: Lionel Messi (Argentina)

2016: Cristiano Ronaldo (Portugal)

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu