Mændene bestemmer i statslige selskaber

8. marts 2012 08:22 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Mændene bestemmer i statslige selskaber
Billede mangler

Når der skal træffes store beslutninger i statens aktieselskaber er det i høj grad Bo og Niels og ikke Lis og Kirsten, der bestemmer.
Ligestillingen halter alvorligt i statslige aktieselskaber, hvor mindre end hvert fjerde bestyrelsesmedlem er en kvinde.
Et stort statsligt aktieselskab som Dong Energy har ligestillingsproblemer; blot to ud af 12 bestyrelsesmedlemmer er kvinder. Også den statslige postgigant Post Danmark er mandsdomineret med blot en kvinde ud af syv bestyrelsesmedlemmer.
Blot 22,6 procent af bestyrelsesmedlemmerne er kvinder, og det er i clinch med ligestillingsloven, skriver Politiken.
“22 procent er under en fjerdedel, og det lever ikke op til lovens intentioner,” siger professor i selskabsret på CBS Caspar Rose til Politiken.
Han mener, at statens store problemer med at få skabt ligestilling i bestyrelser gør, at det klinger hult, når politikerne forsøger at få private selskaber til at have flere kvinder i bestyrelserne.
“Inden staten begynder at kaste sig over privatejede selskaber, hvor det trods alt er ejerne, der bærer risikoen, hvis man får sat nogle inkompetente folk ind, synes jeg, at staten bør feje for egen dør,” lyder kritikken.
Ligestillingsminister Manu Sareen (R) erkender, at de statslige selskaber har ligestillingsproblemer i bestyrelserne.
“Det offentlige skal selvfølgelig gå forrest, når det handler om bedre kønsbalance i bestyrelser. Vi kan selvfølgelig ikke på nogen som helst måde kritisere det private erhvervsliv for ikke at have kvinder nok, uden at det offentlige også tager udfordringen meget alvorligt,” siger han til Politiken og bebuder, at et udspil til foråret skal rette op på problemet.
Han vil dog ikke sætte tal på præcis hvor mange kvinder, der skal være i bestyrelserne.
Kilde: Politiken

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu